10 GRUNDE TIL AT FORTÆLLINGEN
OM MUHAMMED ER EN MYTE
Islams fortælling om Muhammed er en god historie. Men den er ikke historie i videnskabelig forstand. Den er en mytisk fortælling, som er skrevet mere end 100 år efter at Muhammed skulle have levet. Den traditionelle Muhammed er på mange måder en illusion. Læs her hvorfor.
1. Der gik 200 år inden den første biografi
Muhammed skulle have levet fra 570 til 632. Hans liv ser umiddelbart ud til at være uhyre velbeskrevet. Der findes biografier (sira) om ham, og der findes titusindvis af overleveringer om, hvad han har sagt og gjort (hadith), ned i mindste detalje. For eksempel "ved" man hvordan han tissede, hvordan han vaskede sig og hvordan han drak.
Mange har ladet sig dupere over den enorme mængde information uden at stille spørgsmålstegn ved den. For eksempel orientalisten Ernest Renan (1823-1892), som skrev:
"Islam blev født i historiens fulde belysning”
Men hadith først blev nedskrevet fra midten af det 9. århundrede, og den første biografi, vi reelt kender om Muhammed (Ibn Hisham), er skrevet 200 år efter hans død. Det er alt for sent til, at de kan regnes som historiske kilder til hans liv. De ville svare til, at den tidligste kilde, vi kender om Napoleon var fra i 2020.
Det virker underligt: Hvis Muhammed var så stor en profet, hvorfor i alverden skrev ingen om ham før? Ifølge den islamiske fortælling herskede de første kaliffer efter Muhammed jo over et stort imperium, hvis gamle stolte byer havde lang tradition for skriftlighed. De har haft skrivere til rådighed - så hvorfor skrev de ikke om Muhammed? Det er i øvrigt en myte, at araberne på den tid ikke var skriftkyndige (Se fx Robert Kerr: The Language of the Koran).
Ikke mindst fortæller den islamiske tradition selv, at det lå de første kaliffer meget på sinde at få Koranen skrevet ned - netop for at den ikke skulle gå tabt (se denne hadith).
Men hvorfor var de slet ikke optaget af at skrive om profetens vigtige gerninger - som jo skulle være et eksempel til efterfølgelse for alle fromme muslimer i al eftertid og lede dem til frelse?
Muhammed med en glorie af ild. (Persisk stil) Når han nu var så stor en profet, hvorfor skrev de så ikke hans historie ned noget før?
2. Ingen arkæologiske spor
Derudover er der det problem, at den traditionelle islamiske historie om Muhammed ikke kan bekræftes af arkæologi.
Der er ingen mønter med Muhammeds navn på, hverken fra han egen formodede levetid eller fra de første 4 kaliffer, som ellers burde have været meget bevidste om, hvor stor en profet, han var. De skulle jo - ifølge den islamiske fortælling - have kendt profeten.
Mu'awiya (661-680), som var den 5. "kalif" efter Muhammed og herskede fra Damaskus, havde endda kors og zoroastriske ildaltre på sine mønter. Den allertidligste mønt, der nævner navnet/titlen Muhammed (MHMT), er fra 661 og møntet i Persien. Ifølge numismatikeren Volker Popp, var Muhammed (som betyder "Den lovpriste") oprindeligt en titel, som syriske kristne i det persiske område brugte om Jesus. Senere, i 690'erne, introducerede Umayyadekaliffen Abd al-Malik ibn Marwan (685-705) betegnelsen Muhammed på mønter. Han regerede ligesom Mu'awiya fra Damaskus.
Den første officielle inskription, som nævner navnet Muhammed, er i Klippemoskeen i Jerusalem, opført under Abd al-Malik (ca. 692). Men vi kan langt fra være sikre på, at det var en reference til profeten Muhammed. Det kan som nævnt have været betegnelse for Jesus. Navnet Muhammed begynder først at dukke op i mere folkelige inskriptioner, for eksempel klippeinskriptioner, omkring 730'erne - 100 år efter profetens formodede død.
-
Se også: Hvad viser mønter og inskriptioner?
Der er heller ingen spor af, at der skulle have været en by i Mekka i starten af 600-tallet, og da slet ikke et centrum for handel, som den islamiske fortælling ellers hævder. Allerede i 1987 påpegede Patricia Crone i bogen "Meccan Trade And The Rise Of Islam" det indlysende, at Mekka i Hedjaz med sin geografiske placering umuligt kan have ligget på handelsruten mellem øst og vest - en påstand der understøttes af, at hverken romere, persere eller andre lader til at have kendt byen. Første reference til Mekka uden for islam er fra midten af 700-tallet
Sauderne har i de seneste år gjort rigtigt meget for at udradere Mekkas gamle "historiske" kvarterer og i stedet dække området til med hoteller og shoppingcentre - til stor sorg for mange muslimer. Det wahabistiske styres begrundelse er, at de vil forhindre Muhammeddyrkelse, som de mener er afgudsdyrkelse. Ikke ét eneste arkæologisk fund er blevet rapporteret i forbindelse med de store byggeprojekter i Mekka.
Der er heller ingen spor af de slag, Muhammed skulle have udkæmpet, på de slagmarker, fx ved Badr, hvor de burde have fundet sted. De manglende arkæologiske spor er med til at så alvorlig tvivl om den islamiske fortælling. Nogle - eksempelvis Yehuda Nevo og Judith Koren - har på baggrund af de manglende spor argumenteret for, at såvel Muhammed som de 4 første kaliffer er rent opspind.
Mekka. Der er ikke fundet et eneste arkæologisk spor af, at der har været en by i Mekka på Muhammeds tid.
3. Ibn Hisham fiflede med historien
Den tidligste biografi om Muhammed, som vi kender, er skrevet af Ibn Hisham (d. 833) i 800-tallets Bagdad. Han fortæller dog ganske vist, at den er baseret på en tidligere biografi, skrevet af Ibn Ishaq omkring 760. Ibn Hisham fortæller selv, at han har udeladt en del fra Ibn Ishaqs første version, nemlig:
... ting i hvilke Apostlen ikke er nævnt, og som Koranen ikke siger noget om, og som ikke er relevant for noget i denne bog eller er en forklaring eller bevis for den; digte som han citerer, som ingen af dem med autoritet inden for digte, som jeg har mødt, kender; ting som det er vanærende at diskutere; sager som ville pine bestemte mennesker; og sådanne rapporter som al-Bakka'i har sagt, at han ikke ville acceptere som troværdige - alle disse ting har jeg udeladt. (Ibn Hisham, Guillaume, s. 691)
Ingen ved, hvad og hvor meget ibn-Hisham udelod. For Ibn Ishaqs original er "gået tabt".
Men vi ved altså fra Ibn Hisham selv, at han har taget visse hensyn. Han har udeladt ting, som ikke passede med Koranen eller eller ikke bekræftede den historie, han gerne ville fortælle. Ibn Hisham fortæller således ærligt, at han ikke er historiker i moderne forstand. Han har skrevet en historie, som passede til hans egen samtids - og formentlig til hans arbejdsgivers - behov.
-
Tjek selv Hishams biografi: The Life of Muhammad (Ibn Ishaq/Ibn Hisham).
Udeladelser. Ibn Hisham havde Koranen hos sig, da han redigerede Ibn Ishaqs tidligere værk, og han fravalgte ting som Koranen ikke sagde noget om ...
4. Historien om Profeten var bestillingsarbejde
Selvom Ibn Hisham redigerede og måske ændrede i Ibn Ishaqs materiale, omtales hans Muhammedbiografi ofte som Ibn Ishaqs (d. 767) biografi. Det lyder også bedre, da det jo mindsker afstanden til Muhammeds formodede tid fra 200 år til ca. 125 år.
Ibn Ishaqs biografi var et bestillingsarbejde fra kaliffen al-Mansur. Den blev bestilt kort efter Abassidedynastiets magtovertagelse fra Umayyaderne i 750. Abbassiderne havde brug for at legitimere sig som arabiske herskere over det arabiske imperium. Derfor starter biografien også belejligt nok med Muhammeds stamtavle, som naturligvis går tilbage til Abraham - og endda helt tilbage til Adam. (Spoiler alert: Der er kun 30 generationer imellem Muhammed og Abraham. Prøv selv at regne på, om det nu kan passe).
Abbassiderne var - naturligvis(!) - efterkommere af den store profets onkel Abbas.
Det er ikke svært at se, at al-Mansur har haft en stor politisk interesse i profetfortællingen og slægtskabet med profeten. Ikke mindst i lyset af, at Abbassiderne muligvis var persere. Abbasidernes revolution, som væltede Umayyaderne og bragte Abbassiderne til magten i 750 var måske reelt persernes generobring af magten efter de arabiske erobringer i 600-tallet. Revolutionen startede i Khurasan i det nordøstlige Iran.
Fortællingen i dag er, at Umayyaderne var dekadente og kun favoriserede arabere, og at oprøret skyldtes, at "nykonverterede ikke-arabere" følte sig diskriminerede, og at det nye styre var mere "multikulturelt". Den fortælling er skabt af Abbassiderne. De var dygtige propagandister, hvilket absolut ikke bør underkendes.
Abbassiderne flyttede rigets hovedstad til det nybyggede Bagdad - samme sted som Perserrigets gamle hovedstad Ctesifion (også kaldet al-Madinah, "byerne") havde ligget.
Ibn Ishaq skrev sin Muhammedbiografi på bestilling fra Kaliffen ca. 760 - mere end 125 år efter Muhammeds formodede død.
5. Muhammed ligner en kopi af de bibelske profeter
Bibelen er et godt sted at hente inspiration, når man skal fortælle en stor profethistorie, og Ibn Ishaqs/Ibn Hishams Muhammedfigur er helt åbenlyst inspireret af figurer og historier fra Bibelen. Der er i hvert fald mange ligheder.
For eksempel ville Muhammeds bedstefar ofre Muhammeds far, akkurat ligesom Abraham ville ofre Isak. Og da Muhammeds mor Amina blev gravid, fik hun en bebudelse, akkurat som jomfru Maria: En stemme sagde, at hun ventede "herren over sit folk", og at hun skulle kalde ham Muhammed. Det ligner jo næsten Lukasevangeliget vers 1.31.
Som nævnt under punkt 2 ovenfor var Muhammed oprindeligt en betegnelse for Jesus hos syriske kristne. Det er således muligt, at historien om bebudelse og engle i forbindelse med "Muhammed" ikke kommet helt ud af den blå luft. Historien kan faktisk være startet som juleevangelium og floreret blandt kristne grupper.
Men Muhammeds historie er naturligvis endnu mere storslået end Jesus': For ud fra Aminas mave strålede et lys så stærkt, at hun kunne se fæstningerne i Busra i Syrien! Ibn Hisham fortæller også, at den nat, Muhammed blev født, viste en stjerne sig naturligvis. Busra ligger 1500 km fra Mekka...
Muhammeds hijra - udvandringen fra Mekka til Medina - er formentlig inspireret af Moses, som jo førte sit folk ud af Egypten. I hvert fald fortæller Ibn Hisham, at Muhammed - akkurat som Moses - kunne få en kilde til at springe frem fra en klippe i ørkenen (s. 602).
Historien om Muhammeds første åbenbaring, som blev overbragt af englen Gabriel i hulen Hira, minder påfaldende om profeten Elias, som også mødte en engel i en hule. Elias' store mission var også - helt ligesom Muhammedfiguren - at bekæmpe hedensk afgudsdyrkelse.
Ibn Hishams/Ibn Ishaqs Muhammed er også tydeligt inspireret af Zarathustrismen: Muhammeds mirakuløse rejse til de syv himle på ryggen af fabeldyret Buraq minder påfaldende om Arda Virafs himmelrejse, selvom adskillige profeter fra Bibelen, herunder Elias - og ikke mindst Jesus - jo også er faret til himmels. Og tænk engang: Da profeten Zarathustras mor var gravid og ventede ham, strålede der ud fra hendes mave et meget stærkt lys! (Se her)
En del af Muhammedfortællingen er således ret åbenlyst digt og "lån", som formentlig har haft til formål at gøre Muhammed til en profet med bibelsk format. Det understreger, at vi har med myteskabelse at gøre, og ikke historie.
Men det er dog ikke nødvendigvis sådan, at historieskrivere bare har opfundet en profet ud af ingenting. De østlige syriske kristne, der oprindeligt brugte titlen Muhammed om Jesus, så netop Jesus som en profet - og ikke som Guds søn. For dem var der altså hele tiden en profet Muhammed. I starten var denne profet identisk med Jesus. Men over tid kan forestillingen om profeten Muhammed have udviklet sig til ideen om, at han var en selvstændig profet, forskellig fra de trinitære kristnes Jesus. Historiefortællerne satte blot kød på denne profet og gav ham hans egen fortælling.
-
PfanderFilms: Thomas believes there was not 1 but 2 Muhammads (49:16).
-
Sneakers Corner: Did Ibn Hisham re-hash some of the Gospel stories? (10:10)
-
Tjek selv historierne i The Life of Muhammad (Ibn Ishaq/Ibn Hisham)
Lyset fra Amina, da hun ventede Muhammed, kunne oplyse fæstningerne helt i Busra i Syrien. Var hun mon i Mekka?
Zarathustra. Da hans mor ventede ham, lyste et kraftigt lys ud fra hendes mave.
6. Koranen er ikke en kilde til Muhammed
Hvad så med Koranen? Er den ikke en kilde til Muhammeds liv? Den er jo hans åbenbaring, ikke?
Det er, hvad mange tror. Men det er en illusion. Hvis man læste Koranen uden at kende historien om Muhammed, ville man ikke ane, at den havde noget med ham at gøre. Den eneste grund til at vi "ved", at den har noget med ham at gøre, er, at vi kender historien - og at islamiske lærde har skabt et utal af tafsir - som forklarer betydningen af hvert eneste vers og kobler dem til begivenheder og situationer i Profetens liv. Disse tafsir er blevet til hundreder af år efter at "åbenbaringerne" skulle have fundet sted.
Navnet Muhammed nævnes kun 4 steder i Koranen, nemlig i vers 3:144, 33:40, 47:2 og 48:29. Det er påfaldende lidt. Til sammenligning er Moses nævnt 145 gange, Abraham 71 gange, Noah 47 gange og Jesus/Messias 35 gange. I alle 4 tilfælde med Muhammed kan der argumenteres for, at Muhammed, som jo betyder "den lovpriste" reelt er en reference til Jesus. Tag vers 33:40, som lyder:
"Muhammad er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Guds udsending og profeternes segl" (33:40)
I den islamiske tolkning handler det om at Muhammed ikke har nogen mandlige arvinger og er den sidste profet. Der er endda en kærlighedshistorie knyttet til, som fortæller, at Allah tillod Muhammed at gifte sig med sin adoptivsøns kone uden at det var incest. (Læs historien om Zainab her).
Men oprindeligt kan verset have været en del af en diskussion om Jesus. Beskrivelsen passer på Jesus. Koranen siger flere steder, at Jesus Guds udsending (61:6) og Messias (3:45). Det giver god mening at kalde Jesus "profeternes segl" - for der kommer jo ikke flere profeter efter Messias. I kristendommen er Jesus, Messias, profeternes segl. Udtrykket "profeternes segl" er brugt om Jesus af teologen Tertullian (161-220).
I bogen "Muhammad Is Not the Father of Any of Your Men" (2011) har David S. Powers imidlertid argumenteret for, at vers 33:40 er en senere tilføjelse til Koranen: Man kan simplethen se i de ældste Koran-manuskripter, at linjerne fysisk er blevet ændret.
Teologen Edouard Marie Gallez argumenterer for (her), at ordet Muhammed slet ikke har været i de tidlige tekster, men i alle de 4 tilfælde er indsat i Koranen senere. Det er en oplagt mulighed. Uanset hvad, så har det helt sikkert været praktisk for Abbasside-kalifferne i 7-800-tallets Bagdad, at hverken efterkommere eller nye profeter kunne udfordre "arvefølgen" og dermed deres legitimitet som profetens efterfølgere. Kalif betyder netop efterfølger.
Eksemplet med vers 33:40 illustrerer, hvordan betydningen af en tekst kan ændres, når den gives en ny kontekst. Det er netop, hvad der er sket med Koranen: Den har formentlig oprindeligt været en prædikebog, og teksterne har handlet om Jesus og den forestående Dommedag. Senere er den så blevet fortolket som profeten Muhammeds åbenbaring. Godt hjulpet på vej af de lærdes tafsir.
-
Se også: Koranen og kristendommen - Var Muhammed Jesus?
Var Jesus profeternes segl?
Han var jo Messias ... .
Al-Mansur (754-775)
Det var meget praktisk for ham, at der ikke kom flere profeter..
7. Kong Akab blev profetens onkel - Abu Lahab
Nu skal du se, hvordan en bibelsk tekst blev til historie om Muhammeds onkel.
eksemplet er blot ét af flere, der indikerer, at dele af Muhammeds liv er blevet blevet til for forklare ting i Koranen, som har været uforståelige for folk i 7-800-tallets Bagdad.
Det er ikke mærkeligt, hvis Koranen har været uforståelig: Ifølge lingvisten Christoph Luxenberg er store dele af den på syro-aramæisk. Derudover er Koranen ikke en sammenhængende historie, men nærmere en samling af brudstykker og diffuse hentydninger. Luxenberg mener, at Koranens ældste dele stammer fra en gammel aramæisk prædikebog - eller måske flere - brugt af syrisk kristne. Men i 800-tallet brugte folk i Bagdad ikke længere aramæisk. På det tidspunkt var arabisk blevet hovedsproget, blandt andet på grund af kaliffen Abd al-Maliks (685-705) store indsats for at arabisere imperiet.
Ibn Hisham havde Koranen hos sig, da han skrev sin Muhammedbiografi. Det har Ibn Ishaq sikkert også haft. De har altså kunnet tilpasse profetens livshistorie, så det kom til at passe med helligskriftet. De har kunnet forklare uforståelige ting i Koranen med, at de har handlet om profetens liv. Et godt eksempel på det er sura 111 (Palmefibre). I den danske oversættelse står der:
"Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! ... Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru, som brændebærerske, om hendes hals er der et reb af palmefibre".
Teksten giver umiddelbart ingen mening. Hvad betyder det? Hvem handler det om?
Ifølge Ibn Hisham åbenbarede Allah disse vers, fordi Muhammeds onde onkel Abu Lahab, (som betyder "Flammernes far" på arabisk), havde kritiseret ham offentligt, engang da han ville advare om Allahs straf. Ibn Hisham fortæller, at Abu Lahabs kone var særligt ondskabsfuld mod Muhammed og strøede torne, hvor han gik. Det var derfor, Allah kaldte hende "brændebærerske". Der er også en historie om, hvordan Abu Lahab senere døde af en grim sygdom og således blev straffet for sin ondskab.
Men oprindeligt har den korte sura sandsynligvis været en hentydning til historien om den onde kong Akab i Det Gamle Testamente. Akabs far Omri [Abu Akab], gjorde også onde gerninger, og Akabs hustru Jezabel var særligt ond og afgudsdyrkende og forfulgte profeten Elias. Elias sejrede dog, fordi hans bål brændte med en flammende ild, mens de hedenske præsters bål ikke kunne brænde. Både Akab og Jezabel endte med at dø på grimme måder og blev således ramt af Guds retfærdighed.
Ligheden er lidt for slående: Kong Akab er blevet til Abu Lahab. Sådan fik profeten en onkel.
Kong Akab gik hen og blev Muhammeds onkel
Han dyrkede afguder og havde en ond kone, der forfulgte profeten. Og så var der noget med en flammende ild. Historien om ham findes i Første Kongebog, 16-18
Profeten Elias og den flammede ild
Sådan sejrede Elias over hedningene på Kong Akabs tid ....
8. Kong Kyrus blev til profetens stamme
Et lignende eksempel er navnet på Muhammeds stamme Quraysh.
Quraysh skulle ifølge den islamiske fortælling have været en stor og mægtig stamme i Mekka. Problemet er bare, at der ikke findes nogen historiske spor af Quraysh, før navnet begynder at dukke op i islamiske kilder fra midten af 700-tallet. Romerne holdt registre over de arabiske stammer, og Quraysh findes ikke i de romerske optegnelser. Men Quraysh er nævnt i Koranens sura 106. Suraen lyder:
For at Quraysh kan samle sig, samle sig til rejse om vinteren og om sommeren, lad dem da tjene Herren over dette hus, Ham, der giver dem at spise, når de er sultne, giver dem tryghed, når de er bange. (Tjek her)
Med Muhammedfortællingen som kontekst er det en opfordring til Muhammeds stamme om at stoppe med deres afgudsdyrkelse og tjene Allah, Herren over Kabaen.
Men oprindeligt har den korte sura formentlig været en hentydning til historien om perserkongen Kyros den Store i Esthers bog. Kyros lod jøderne rejse hjem til Jerusalem fra deres eksil i Babylon, så de kunne genopbygge Templet, og opfordrede alle til at hjælpe dem på deres vej.
I 1300 år har det været en selvfølge at tolke Koranen som Muhammeds åbenbaring. Det har været så selvfølgeligt, at koranoversættere også i dag justerer deres oversættelser efter det. Koranen er en meget gammel tekst, som er anderledes end moderne arabisk. Og meget af den er som nævnt svært at forstå, enten fordi det er på aramæisk, eller fordi det blot hentyder til tekster, som man forudsættes at kende. Ofte er der flere muligheder, når man skal oversætte en tekst, og oversætteren tager konteksten med i overvejelserne, når han eller hun vælger. Så når du ser en oversættelse - som sura 106 ovenfor - kan du ikke helt stole på den. Og du kan slet ikke stole på, at den handler om Muhammeds stamme og Kabaen i Mekka.
Pointen er igen, at selvom Koranen og Muhammeds liv umiddelbart ser ud til at matche hinanden perfekt, så er det en illusion. Skraber man lidt i overfladen, vakler fortællingen.
Der er god grund til at være særdeles skeptisk over for Koranen som en kilde til Muhammeds liv. Måske er den blot en samling brudstykker fra Bibelen.
Perserkongen Kyros den Store (559 f.Kr. - 530 f.kr).
Er nævnt i Bibelen, som jødernes beskytter. Har han lagt navt til Muhammeds stamme?
9. Alle Hadithsamlerne kom fra Persien
Hadith er en vigtig kilde til, hvad man "ved" om Muhammed. Det er små historier eller vidnesbyrd om, hvad Muhammed har sagt og gjort. Det den såkaldte mundtlige tradition i islam. En slags parallel til den jødiske Mishnah. De blev først skrevet ned fra midten af 800-tallet, dvs. over 200 år efter Muhammeds formodede død.
Én ting er, at det er meget sent. Men en anden påfaldende ting er ingen af dem, der indsamlede dem, kom fra Hedjaz, dvs. profetens formodede hjemegn. Alle de store hadithsamlere kom tilfældigvis fra Persien. Det kan godt rejse lidt tvivl om deres autencitet. Al-Bukhari (810-870), hvis hadithsamling af Sunnimuslimer regnes for at være autentisk, kom fra Bukhara i Usbekistan. Han påstås selvfølgelig at have rejst til Mekka og Medina. Han påstås her at have indsamlet 600.000 hadith, hvoraf kun de 7275 bedste blev udvalgt til hans samling. Han har virkelig haft travlt, når man tænker på, at der kun er 365 dage i et år. Men hvordan kunne der overhovedet være så mange hadit'er?
Jo, hadith'er begyndte påfaldende nok at florere samtidig med at de islamiske lovskoler blev udviklet. Faktisk opstod der nærmest en hel industri af hadithfabrikation. Sharialoven er legitimeret af at gå tilbage til Muhammed. Sharia svarede stort set til eksisterende jødisk eller persisk lov. Men nu kunne den så - via de mange "autentiske" overleveringer - føres tilbage til islams egen profet. Dermed var den guddommelig. Hvis man ønskede en lov, gjaldt det bare om at fremskaffe en passende hadith.
En del hadith'er er åbenlyst anakronistiske. For eksempel den "berømte" hadith om at steningsverset blev spist af et får, da papiret med verset befandt sig under Aishas pude. Islamkritikere elsker at gøre grin med den, fordi fåret også åd et vers om amning af voksne mænd - hvilket jo er latterligt, set med moderne øjne. Formålet med hadith'en har formentlig været at ophøje steningsstraffen til at have været direkte forordnet af Allah, selvom det ikke står i Koranen. Men uheldigvis var papir slet ikke kendt i Mellemøsten på Muhammeds tid. Ups.
Muslimer har alle dage været klar over, at der er blevet fabrikeret masser af falske hadith'er. Der er ligefrem udviklet et klassifikationssystem for deres pålidelighed. Problemet er bare, at systemet heller ikke er pålideligt. Den "overleveringskæde" (isnad), som skal føre hadithen tilbage til Muhammed og gøre den troværdig, kan jo lige så godt være opdigtet, som selve hadithen kan det. Ofte er der endda tydelige tegn på, at overleveringskæden er konstrueret.
Hadith er i høj grad en afspejling af behov og interesser i deres egen samtid i det 8., 9. og 10. århundrede. De kan ikke bruges som pålidelige historiske kilder til det 6. århundrede og dermed til historien om Muhammed.
Bukhara i Khorasan
Dengang en del af det Persiske område. Herfra kom hadithsamleren Muhammed al-Bukhari.
Se mere i denne video fra Sneakeres Corner:
10. De eksterne kilder fortæller en helt anden historie
Muhammedbiografierne og hadith, som er de kilder, den traditionelle Muhammedhistorie er baseret på, er som sagt meget sene. Ingen af dem er fra det 7. århundrede, hvor Muhammeds liv skulle have udspillet sig indtil hans død i år 632.
Men der findes faktisk både kristne og jødiske kilder fra det 7. århundrede, som nævner navnet eller titlen Muhammed. Men de fortæller en helt anden historie: Kristne kilder fra 636 og 640 indikerer, at Muhammed var leder af araberne under erobringen af Palæstina (634-638), og en jødisk kilde fra 634 (Doktina Jacobi) nævner en profet med et sværd, som varsler Messias' komme. Krønikeskriveren Sebeos (661) fortæller om en alliance mellem arabere og jøder, som ville erobre Det hellige land. Den beskriver Muhammed som en leder blandt "Ismaels sønner" og placerer Muhammed i Irak.
Hverken tid eller sted passer med den islamiske fortælling. Meget mystisk.
Selvom man skal være forsigtig med at konkludere noget ud fra fravær af kilder, så er det alligevel meget påfaldende, at ingen kilder fra det 7. århundrede kan fortælle om en stor profet i Mekka og Medina, fra en betydningsfuld stamme ved navn Quraysh. Man skulle tro, at jødiske kilder i det mindste ville have hørt om Muhammeds fordrivelse og massakre på de 3 jødiske stammer i Medina, eller om Muhammeds angreb på Khaybar. Men nej. Der er heller ingen kilder fra det 7. århundrede, som nævner en ny religion ved navn islam, eller muslimer. De omtaler i stedet Hagarenere, Ismaelitter, Saracenere og Tayyaye.
Der skete noget i det. 7. århundrede. Arabernes imperium opstod ikke ud af ingenting, og islam opstod ikke ud af ingenting. Men det ser ud til, at vi har fået den forkerte historie, nemlig en religiøs myte om en profet, der måske er en videreudvikling af de syriske kristnes Jesus, som jo blot var en profet, selvom han stadig var Messias.
Spørgsmålet er: Hvad skete der rigtigt? Og hvem var den rigtige, historiske Muhammed?
Muhammed erobrer Palæstina?
Det er, hvad samtidige kristne kilder rapporterer. Men det stemmer jo ikke med islams fortælling ...
