KORANEN OG JØDERNE

Arven og opgøret

Kan det virkelig passe, at Koranen er fuld af hadtale mod jøder? Og hvordan hænger det sammen med, at islam er så tydeligt inspireret af jødedommen og har overtaget alle jødernes profeter? Kan det mon tænkes, at jøder var med til at skabe det tidlige islam, og at "Det fredhellige bedehus" i Koranen slet ikke var Kabaen i Mekka, men Templet i Jerusalem?

Den jødiske arv

Opgøret med jøderne

Den jødiske arv

1 - Fascinationen af skriften

1. Fascinationen af skriften

Allerede i Koranens første sura kronologisk, sura 96, ser du Koranens inspiration fra jødedommen: Fascinationen af Skriften. "Læs op!" befaler Koranen (96:1). Koranen præsenterer Herren som den, der "med pennen" lærte mennesket, hvad det ikke vidste. Næste sura, sura 68, indledes med at sværge "ved pennen"

Muhammed fik ifølge islam sine åbenbaringer mundtligt. Men Koranen har et tydeligt blik for, at skrift giver autoritet. Da nogen i sura 68 siger, at Koranen bare er "gamle sagn", udfordrer den dem med ordene: ”Eller har I et skrift, som I kan forske i?” (68:37).

Der er mange eksempler på Koranens blik for skriftens autoritet:

Sura 85: Koranen findes på en tavle hos Allah (85:21-22)
Sura 50: Allah har et skrift, der ”bevarer”, så Han kan genskabe de døde
Sura 7: Allah indgik ”Skriftens pagt” med Israels stammer (7:169)
Sura 35: Det er fastlagt i et skrift, hvor langt ens liv bliver (35:11)
Sura 35: At have et skrift svarer til at have et klart bevis (35:40)
Sura 27: Der findes intet, som ikke står i et tydeligt skrift (27:75)
Sura 22: Allah ved alt, fordi det står i et skrift (22:70)

I det lys virker det mærkeligt, at Koranen skulle have været en mundtlig ting.

Men det var den måske heller ikke ....

Din Herre er den, der lærte med pennen ... (96:3-4)

2 - Baseret på Toraen

2. Koranen var baseret på Toraen

Koranen fandtes på skrift

Mange vers i Koranen antyder, at den helt fra starten har været et fysisk foreliggende skrift. Den omtaler sig selv sådan. Et par eksempler:

"Vi har i denne Koran givet menneskene alle mulige sammenligninger" (17:89).
"Hvis menneskene og djinnerne slog sig sammen om at fremstille noget i lighed med denne Koran, så kunne de dog ikke lave noget, der lignede den" (17:88).
"Dette er et velsignet skrift, som Vi har sendt ned" (6:155).

Koranen har altså været en konkret ting, man kunne sige "denne" og "dette" om, som kunne fremstilles, og som man kunne finde alle mulige sammenligninger i.

To steder fortæller Koranen, at Moses' skrift er forbillede: Vers 11:17, og vers 46:12, som direkte siger: "Forud for dette forelå Moses’ skrift, som forbillede og barmhjertighed. Dette er et skrift til bekræftelse, på arabisk ..."

Toraen var Skriften, Koranen var prædikebogen

Meget tyder på, at når Koranen taler om "Skriften", så er det Toraen. For eksempel:

Sura 25: "Vi gav Moses Skriften" (25:35).
Sura 17: "Vi gav Moses Skriften og gjorde den til en retledning for Israels børn".
Sura 40: "Vi gav Moses retledningen, og Vi gav Israels børn Skriften i arv (40:53).
Sura 6: Moses' Skrift er "en nøjagtig fremlæggelse af alting" (6:154).

Koranen er således et skrift, men ikke Skriften (med stort S). Koranen opfordrer fx: "Tænk på Abraham i Skriften" (19:41) og "Tænk på Moses i Skriften!" (19:51). Vi får at vide, at "denne Koran" er "en nøjagtig fremlæggelse af Skriften" (10:37). Koranen fremlægger altså Skriften, men er ikke Skriften. Ordet koran kommer formentlig af det aramæiske qeryan-a, som betyder "læsning" eller "gudstjenestebog". Det er slet ikke usandsynligt, at Koranen har startet sin karriere som en slags gudstjenstebog - for arabere - baseret på de mere autoritative skrifter.

Muslimer tror i dag, at "Skriften" omfatter både Toraen, Evangeliet og Koranen, som alle tre findes i "Skriftens Moder" hos Allah - på en tavle i himlen. Det baserer de på blandt andet disse vers:

"Ved det tydelige skrift! Vi har gjort det til en arabisk Koran. Måske kommer I til fornuft!
Den findes i Skriftens Moder her hos Os, ophøjet og vis". (43:2-4)

Men Toraen passer fint på at være Skriftens Moder: Den var det første Skrift, som alle efterfølgende skrifter er udsprunget af. Og det var Moses' Skrift, Toraen, som fandtes på stentavler i himlen, og som Gud gav ham på Sinaibjerget.

"På tavlerne skrev Vi en formaning til ham om alt og en nøjagtig fremlæggelse af alt" (7:145)

3. Skriftens folk var jøderne - og kun jøderne

Når nu det er slået fast, at "Skriften" er Moses' Skrift, dvs. Toraen, så følger det naturligt, at "Skriftens folk" må være Moses' folk - Israels børn, jøderne.

Mange tolker i dag "Skriftens folk" som både jøder, kristne og muslimer, fordi det passer med den islamiske forståelse, at Koranen er en del af Skriften, som findes hos Allah. Det passer også med de vers i Koranen, som fortæller, at en del af Skriftens folk følger den sande religion. For eksempel vers 9:29: "... og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion...". Men som du vil se længere nede på denne side, handler det om, at der blandt jøderne var forskellige retninger.

Jesus fik Visdommen

De kristne fulgte ganske vist Evangeliet. Men det var ikke Skriften, ifølge Koranen. Det var "Visdommen", som skulle bekræfte Skriften. Det ses blandt andet af disse vers om Jesus:

[Allah] vil lære ham Skriften, Visdommen, Toraen og Evangeliet (3:48) (se også 5:110)
Vi lod Jesus, Marias søn, følge i [profeternes] spor for at bekræfte Toraen, som forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet med retledning og lys til bekræftelse af Toraen, som forelå før det ... (5:46)
Vi gav Skriften til Moses og lod udsendingene følge efter ham. Jesus, Marias søn, gav Vi de klare beviser, og Vi styrkede ham med den hellige ånd ... (2:87)
Da Jesus bragte de klare beviser, sagde han: "Jeg er kommet til jer med visdommen (43:63)

I dette vers er det meget tydeligt, hvem Skriftens folk er:

Skriftens folk forlanger af dig, at du skal sende et skrift ned til dem fra himlen! Af Moses forlangte de noget endnu større, da de sagde: "Lad os se Gud åbenlyst!" Da slog lynet ned i dem for deres uret. Siden tog de kalven til sig, efter at de havde fået de klare beviser. Vi tilgav dem dette og gav Moses en klar bemyndigelse. Vi lod bjerget hæve sig over dem ved pagten med dem, og Vi sagde til dem: "Træd ind gennem porten, og kast jer ned i bøn!" Vi sagde til dem: "Bryd ikke sabbatten!" Vi sluttede en stærk pagt med dem (4:153-154).

Hvem var de vigtige grupper i Koranen egentlig?

For at kunne læse Koranen på en meningsfuld måde er det vigtigt at kunne afkode, hvem de vigtige grupper i den er. I hvert fald hvis man ønsker at læse den med historiske briller og ikke lade sig binde af den islamiske tolkning, som er lagt ned over den 100-200 år senere med en religiøs (religionsskabende) agenda. Meget tyder på, at de vigtige grupper i Koranen er blevet "nyfortolket" som en del af den proces, der udskilte islam som en selvstændig religion, adskilt fra kristendommen og jødedommen.

Du kan læse mere om Koranens "rolleliste" på denne side (på vej). Men for nu er det nok at vide, at Skriftens folk er dem, som fik Skriften, nemlig Israelitterne.

Se også: Er der slet ingen kristne i Koranen?

Skriftens folk fik Skriften og indgik pagt med Gud. Billedet viser Moses og israelitterne, som bærer Pagtens Ark med stentavlerne gennem ørkenen.

Skriftens folk

3 - Jødiske lærer

4. Muhammeds jødiske lærer?

Koranen er fuld af instruktioner

Når man læser Koranen, vil man hurtigt opdage, at den henvender sig til flere forskellige modtagere. Først og fremmest udsendingen, som vi (for nemheds skyld) kalder Muhammed. Det er ham, som får at vide: "Du er en af de udsendte" (36:3), og som fomanes: "Vær ikke som ham med fisken" (68:48). De andre modtagere er udsendingens publikum.

Meget af Koranens indhold består faktisk af instruktioner til udsendingen om, hvad han skal svare på sine tilhørernes spørgsmål og indvendinger. For eksempel:

De spørger dig om, hvornår Timen vil indtræffe. Sig: "Kun min Herre har viden derom. Kun Han vil afsløre det, når tiden er inde. Den hviler tungt over himlene og jorden. Pludselig vil den være over jer." (7:187)

Formuleringen "Sig: ..." findes 319 gange i Koranen. Så instruktionerne er ret omfattende. Flere forskere, herunder Asmaa Hilali, som har studeret Sanaa-manuskriptet, et af de ældste kendte Koranmanuskripter, har den tese, at Koranen er blevet til i undervisnings-/lærings-proces (se dette interview).

Hvem var læreren?

Idéen om, at Koranen er blevet videregivet i en undervisningssituation, understøttes hele to steder i Koranen, hvor det antydes, at den, der prædikede Koranen, havde en lærer:

25:5 - De siger: "Det er sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften." .
16:103 - De siger: ”Den der lærer ham det er kun et menneske” Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog"

Koranen bekræfter således, at Muhammed havde en lærer, og den oplyser endda, at denne lærer ikke talte arabisk. Den oplyser sjovt nok også, at Muhammed skrev! Mens nogen dikterede. Men hvem var læreren?

Historikeren Torrey har ifølge Ibn Warraq argumenteret for, at Muhammeds lærer kan have været en babylonisk jøde. Nedenfor skal vi nu se på, hvorfor det er let at tro, at læreren ellen "bagmanden" kan have været en jøde. Der er nemlig mange tydelige jødiske aftryk i Koranen.

Billedet viser Gabriel og Muhammed. Men hvem overleverede rigtigt historierne til den arabiske udsending? Var det en jøde?

4 -Profeterne of den straffende Gud

5. De jødiske profeter og den straffende Gud

Koranen kalder som sagt sig selv for en fremlæggelse af Skriften (Moses' Skrift). Derfor kan det ikke overraske, at den er fyldt med henvisninger til alle de store jødiske profeter. Jesus er også med - og omtales som Messias. Men der en klar overvægt af gammeltestamentlige figurer i Koranen. En hurtig ordtælling af navne giver et billede af vægtningen:

Moses - forekommer 145 gange
Farao - forekommer 82 gange
Abraham - forekommer 70 gange
Noah - forekommer 46 gange
Maria - forekommer 35 gange
Lot - forekommer 28 gange
Jesus - forekommer 24 gange
Aron - forekommer 20 gange
(Muhammed - forekommer 4 gange)

Koranens ærinde er ikke at gengive fortællingerne om profeterne i deres helhed. Den nøjes ofte med bare at henvise til dem. Historien om Josef i sura 12 er fx den eneste hele og samlede fortælling i Koranen. Fokus i Koranen er budskabet om Dommedag og Allahs straf. Profeterne trækkes så ind efter behov som læreeksempler. Læren er, at de folkeslag, der ikke frygter Allah, og som kalder udsendingenes advarsler for løgn, altid ender med at blive tilintetgjort af Allah, hvorefter de troende kan arve landet (7:128). Det er derfor, at Noah (med Syndfloden) og Lot (med Sodomas ødelæggelse) fylder så meget. Koranens Allah er Det gamle testamentes straffende gud. Den jødiske Gud.

Publikum kendte historierne

For at forstå Koranens mange hentydninger til profeterne, er man nødt til at kende de bibelske historier i forvejen. Sådan har det også været for dens første publikum. Når udsendingen (Muhammed) i sura 68 formanes: "Vær ikke som ham med fisken" (68:48), så forudsættes det, at han kender historien om profeten Jonas, som prøvede at flygte fra sin opgave og blev slugt af en hvalfisk. Når Koranen i sura 73 siger til publikum: "Vi har sendt jer en udsending, som Vi sendte en udsending til Farao" (73:15) - så forventer Koranens forfatter, at de ved, at udsendingen var Moses, og hvad der skete med Farao.

På den måde fortæller Koranen os, at Muhammed og hans omgivelser kendte de jødisk-kristne legender. Ellers havde Koranen ikke givet nogen mening for dem. Koranen fortæller selv, at tilhørerne var skeptiske over for dens budskab. Men det var ikke fordi de ikke forstod hentydningerne til historierne, eller fordi profeterne var ukendte for dem. Nej, de mente blot, at skræmmehistorierne bare var gamle sagn (Se fx 68:15 og 16:24).

Det er værd at hæfte sig ved Koranens overvægt af historierne fra Det gamle Testamente, og at disse historier er langt mere detaljerede, mens historierne om Jesus bare er overfladiske hentydninger og i mange tilfælde stammer fra apokryfe skrifter.

Læs mere: Hvad var arabernes religion i starten af 600-tallet?

"Vær ikke som ham med fisken", formaner Koranen. Det forudsætter, at man kender historien om profeten Jonas i forvejen.

5 - Rabbinsk litteratur og folklore

6. Rabbinsk litteratur og jødisk folklore

Koranen fremlægger også historier, som ikke findes i Toraen (eller i Tanakh som svarer til det gamle Testamente), men som i stedet kendes fra rabbinsk litteratur (Midrash) og fra jødiske folkesagn. Et par eksempler:

Abraham i ilden

Et eksempel på et "lån" fra Midrash er historien i sura 21 om, hvordan Abraham smadrede sit folks afguder. Folk blev så vrede, at de ville brænde ham. Men så gjorde Allah ilden uskadelig og reddede Abraham. Historien er kendt som Abraham and the Idol Shop og findes i Genesis Rabbah, som er kommentarer til 1. Mosebog. Nogle mener, at fortællingen oprindeligt startede som en misforståelse af 1. Mosebog 15:7, hvor Gud sagde til Abraham: "Jeg førte dig fra Ur i Kaldæa". Ordet "Ur" minder om "or", som betyder ild. En oversætter lavede en dum fejl og skrev "Jeg førte dig ud af Kaldæas flammende ovn". I stedet for at indrømme fejlen, udbyggede han historien og insisterede på at kong Nimrod havde smidt Abraham i ilden (Ibn Warraq, s. 107). Hvilket slet ikke passer ind i kronologien. Men ikke desto mindre havnede en version af historien altså senere i Koranen.

Den første begravelse

Et eksempel på "lån" fra jødisk folklore er verset om Abels begravelse i sura 5. Ifølge Koranen sendte Allah en ravn ud, som skrabede i jorden for at vise Kain, hvordan han kunne skjule Abels lig (5:31). Den historie findes også i jødiske kilder, hvor det dog var den sørgende Adam - og ikke Kain - som blev inspireret af ravnen til at begrave Abel i jorden og dermed grundlagde fænomenet begravelse (læs evt. mere her).

Flere lån fra jødiske kilder

Der er mange andre eksempler på, at Koranen har trukket på jødiske historier, som ikke findes i Toraen eller Tanakh. Her er et par stykker:

Sura 38: Allah befalede englene at bøje sig for Adam, men Iblis (Satan) nægtede. Historien kendes fra Midrash
Sura 12: Potifars hustru inviterede kvinderne i byen til middag, så de kunne se Josefs skønhed. Da de så ham skar de sig i hænderne. Historien kendes fra Midrash.
Sura 34: Kong Salomon havde djinner og dæmoner, som udførte slavearbejde for ham. De opdagede først, at han var død, da et dyr gnavede hans stok igennem. Fablen kendes fra Talmud.
Sura 34: Koranens version af historien om Dronningen af Saba er formentlig et "lån" fra det apokryfe jødiske skrift Targum Sheni.

Hos Ibn Warraq, kapitel 2 findes en grundig gennemgang af Koranens mange lån fra jødedommen. Du kan også læse om nogle af dem på Wikiislam.

Koranens forfatter(e) må have været tæt på den jødiske tradition.

Ifølge Koranen ville Abrahams folk brænde ham. Men Allah gjorden ilden uskadelig. Historien kendes fra Genesis Rabbah.

6 - Trosbekendelse og bøn

7. Jødisk trosbekendelse og bøn i Koranen

Shahada ikke i Koranen

Den islamiske trosbekendelse, shahada, lyder: "Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er Hans sendebud". Men underligt nok findes den slet ikke i Koranen i sin ordrette form. Koranens publikum får dog i forskellige sammenhænge at vide, at "I har ingen anden gud end Ham" (fx 20:8), eller at der ikke findes en anden gud end Allah. For eksempel i vers 38:65, som det lyder: "Sig: "Jeg er kun en advarer. Der er ingen anden gud end Gud, Den Ene og Den Sejrrige". Men intet sted findes shahada i sin rigtige ordlyd, og intet sted vejleder Koranen i at sige shahada.

Gud er én - Shema i Koranen

I stedet kan du i Koranen finde noget, som ligner en instruktion i den jødiske bøn, Shema, som nogle regner som den jødiske trosbekendelse. Shema lyder "Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én." I sura 112, Den rene tro finder du denne instruks:

Sig: "Han er Gud, én (112:1)

Resten af den 4 vers korte sura pointerer, at Allah ikke har avlet eller er avlet, hvilket er en klar afvisning af den kristne (nikæanske) trosbekendelse. Det skal retfærdigvis nævnes, at Koranen flere gange nævner "Abrahams trosbekendelse". Den går ud på at være gudssøgende og ikke sætte nogen ved Allahs side (fx 6:161 og 16:123). Men der er ikke en anvisning på, hvordan man siger den. Vers 112:1 er det tætteste, vi kommer på en trosbekendelse i Koranen.

Koranen anviser en jødisk bederetning

I sura 2 vejleder Koranen udsendingen (Muhammed) og de troende i vende sig mod "det fredhellige bedehus", når de beder. Koranen siger:

"Vi ser jo dit ansigt vende sig mod himlen, fra den ene side til den anden. Nu vil Vi lade dig vende dig i en bederetning, som du finder behag i: Vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus!". Vend jeres ansigt mod det, hvor I end befinder jer! De, der har fået Skriften, ved, at det er sandheden fra deres Herre ... (2:144)

Ifølge den islamiske fortolkning ændrede Allah med dette vers bederetningen fra Tempelbjerget Jerusalem til Kabaen i Mekka. Den tolkning er faktisk en anerkendelse af, at de tidlige muslimer engang havde en jødisk bederetning - mod Jerusalem.

Men ved nærmere eftersyn ser vers 2:144 faktisk ud til at ændre retningen fra en kristen bøn, vendt mod himlen, til at vende sig i retning af "Det fredhellige bedehus". Koranen fortæller intet om, hvor Det fredhellige bedehus lå. Men den fortæller sort på hvidt, at Skriftens folk (jøderne) vidste, at den bederetning var sandheden.

Men hvad var det, Skriftens folk vidste? Jo, profeten Daniel (i Daniels bog), som var taget til fange i Babylon, bad mod Jerusalem. Ifølge Talmud skal jøder i eksil derfor bede mod Det hellige land. Hvis de er i Det hellige land, skal de bede mod Jerusalem, og hvis de er i Jerusalem, skal de bede mod Tempelbjerget. Det ser således umiskendeligt ud til, at Koranen instruerer de troende i at bede mod Jerusalem og Tempelbjerget.

Koranen nævner dog, at Skriftens folk ikke vil følge Muhammeds bederetning og at han heller ikke vil følge deres (2:145 ). Det mystificerer sagen lidt. Men uanset, så har Koranens troende med 100% sandsynlighed ikke bedt mod Mekka, for det er umuligt, at Skriftens folk skulle have vidst, at dette var "sandheden". Der er heller ingen arkæologiske eller kildemæssige spor af, at Kabaen i Mekka eksisterede på den tid, hvor Koranen blev til.

Jøder beder traditionelt 3 gange dagligt mod Jerusalem. Billedet viser profeten Daniel bede mod Jerusalem, beskrevet i Daniels bog 6:11,

7 - Natterejse

8. Det var Moses' natterejse - ikke Muhammeds

Hvor lå Det fredhellige bedehus?

I dag er "Det fredhellige bedehus" - Masjid al-Haram - identisk med Kabaen i Mekka. Derfor tolker de fleste automatisk, at det handler om Kabaen i Mekka, når Koranen nævner "Det fredhellige bedehus". Haram betyder forbudt, så måske burde oversættelsen retteligt være "det forbudte bedested". Mashid betyder egentlig blot "et sted hvor man beder" - og altså ikke nødvendigvis en moské. Koranen nævner som sagt intet om, hvor "Det fredhellige bedehus", som den fortæller om, skulle have ligget.

Først til Jerusalem og derefter til himlen

Vi møder Det fredhellige bedehus første gang i sura 17, hvor der står:

"Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus (masjid al-haram) til det det fjerneste bedehus (masjid al-aqsa), hvis område, Vi har velsignet, for at vise ham nogle af Vore tegn (āyāt)" (17:1).

Ifølge den islamiske fortolkning handler dette vers om Muhammeds mirakuløse natterejse, hvor han på den bevingede sagnhest Buraq fløj fra Kabaen i Mekka til Tempelbjerget i Jerusalem (som fortolkes som "det fjerneste bedehus"), og derefter op til de syv himle, hvor han mødte Allah. Men hov: Hvorfor skulle han egentlig mellemlande i Jerusalem? Der er der faktisk ingen forklaring på.

Moses fik Skriften efter at være rejst om natten

Men måske har vers 17:1 oprindeligt også handlet om en helt anden rejse end Muhammeds natterejse. Fortsættelsen lyder nemlig:

"Vi gav Moses Skriften og gjorde den til en retledning for Israels børn: "Tag jer ikke nogen værge ud over Mig," (17:2)

I den sammenhæng er det ret oplagt, at natterejsen i vers 17:1 er Moses' rejse op på Sinaibjerget, hvor Gud talte til ham i 40 dage og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Tavlerne og Loven var Allahs tegn (āyāt), som nævnes i 17:1. Ordet āyāt betyder både tegn og vers. Det forbudte bedested (Mashid al-Haram) var så Sinaibjerget, som Gud havde beordret spærret, fordi Han ville være til stede dér. Det fjerneste bedested (Masjid al-Aqsa) kan have været bjergets top - eller Himlen.

Ifølge Bibelen instruerede Gud på Sinai-bjerget Moses i, at Israelitterne skulle bygge en helligdom, hvori Han ville være til stede. Helligdommen, som blev kaldt "det allerhelligste", hvor Guds nærvær var, og hvor Pagtens Ark med tavlerne også var, skulle være et "forbudt" sted. Kun ypperstepræsten måtte gå derind, og kun på Yom Kippur. Det allerhelligste skulle ifølge Guds instruks have form af en perfekt kube. På arabisk kaldes en kube: en Kaba.

Da Moses kom ned fra Sinai, havde israelitterne syndet ved at tilbede Guldkalven. Så Moses måtte bestige bjerget igen for at bede Gud om at tilgive dem. Gud udleverede så et nyt sæt stentavler (Moses havde i vrede smadret de første). Det er dén begivenhed, som hvert år fejres ved Yom Kippur, jødernes største helligdag.

En advarsel til Israels børn

I vers 17:2 ovenfor mindede Koranen om Det første bud: I må ikke have andre guder end Mig. Koranen fortsætter nu, henvendt til Israels børn:

I efterkommere af dem ... Vi bestemte i Skriften for Israels børn: "To gange skal I skabe fordærv på jorden og rejse jer højt i storhed. Når truslen om første gang opfyldes, sender Vi mod jer nogle tjenere, Vi har, fulde af mægtig vælde. De vil drage hærgende gennem husene ... Så giver Vi jer igen magten over dem ... Når truslen om sidste gang opfyldes, vil de gøre jer virkelig fortræd og trænge ind i Templet (Masjid), ligesom de trængte ind i det første gang; hvad de erobrer, vil de udslette helt. Måske forbarmer jeres Herre sig over jer. Men hvis I gør det igen, så vil også Vi gøre det igen ....(17:3-8).

Disse vers handler om Jerusalems to ødelæggelser i hhv. år 570 f. Kr. og år 70. Begge ødelæggelser forklares med, at israelitterne havde "skabt fordærv" (ved at tage andre guder, ligesom med Guldkalven). Koranen advarer nu om en ny ødelæggelse, hvis de igen skaber fordærv. Den advarsel gav faktisk mening i 600-tallet: Der kan faktisk have stået et fundament til et Tredje tempel i Jerusalem efter at perserne erobrede Jerusalem i år 614, og i en kort periode overgav styret til nogle jødiske oprørere, som havde bistået med erobringen (se mere her).

Således hænger de første 8 vers i sura 17 sammen og giver mening: De handler om Moses, som steg op på Sinai, om budskabet på de tavler, han fik, og om straffen, hvis Israels børn forbryder sig mod det første bud. Masjid al-haram betegner det hellige og forbudte bedested, hvor Gud var nær. Først var dette sted Sinai, senere var helligdommen i ørkenen, og siden i Templet i Jerusalem.

Det hænger ikke sammen

Det tyder således på, at islamiske tolkning af "Det fredhellige bedested" er forkert. Versene hænger helt åbenlyst heller ikke sammen: At Muhammed i vers 17:1 fløj fra Mekka til Jerusalem på en bevinget sagnhest, hvorefter Allah i vers 17:2 gav Moses Skriften ... Hmmm.

Sura 17 blev i øvrigt tidligere kaldt "Israels børn" og ikke "Natterejsen". Suraernes overskrifter er nemlig ikke en del af "åbenbaringen" men er fundet på af mennesker. Navneændringen kan skyldes et ønske om at styrke islams tilknytning til Jerusalem gennem myten om Muhammeds himmelfærd. Vestmuren fik på samme måde i løbet af 1900-tallet sit navn ændret til "Buraq-muren" blandt arabere, fordi det var dér, Muhammed tøjrede Buraq, da han besøgte Tempelbjerget. Den historie er nemlig det eneste, der knytter islams profet til Jerusalem.

Men hvorfor mon Jerusalem er så vigtig for islam?

Natterejsen: Gud lod Moses stige op Sinais bjerg, hvor han var i 40 dage, mens Gud talte til ham og gav ham Loven.

8 - Templet i Jerusalem

9. Ligheden mellen Mashid al-Haram og Templet i Jerusalem

Lige siden Kong Salomon byggede det første Tempel i Jerusalem, har Tempelbjerget været hjemsted for jødernes helligdom. Templet bliver i Toraen kaldt "Guds Hus".

Koranen omtaler "Huset" 5 steder. Derudover er der 10 steder, hvor det er omtalt som "mit hus" eller "dette hus". Betegnelsen "Det fredhellige bedehus" findes 15 gange i Koranen. Så "Huset" er absolut ikke et ubetydeligt sted for Koranens forfatter.

Ifølge den islamiske tolkning er "Huset" selvfølgelig Kabaen i Mekka. Men kan det nu også passe? Her er, hvad Koranen fortæller om "Huset" og "Mashid al-Haram". Det passer alt sammen på Tempelbjerget i Jerusalem:

Abrahams sted: Ifølge Koranen er "Huset" "Abrahams sted"(2:125), stedet hvor Abraham "stod" (foran Gud). Tempelbjerget i Jerusalem er det sted, hvor Abraham ville ofre Isak og dermed stod sin prøve over for Gud. Alteret blev bygget på den klippe, som Klippemoskeen i dag er bygget på. Der er ingen spor i Bibelen eller i kristen og jødisk tradition af, at Abraham skulle have besøgt Mekka.

Valfart: Ifølge Koranen er de troende forpligtet til at valfarte til "Huset" (2:196, 3:97). På Templets tid var israelitterne forpligtede (af Toraen) til at valfarte til Templet i Jerusalem. Jødernes tre årlige valfarter kaldtes Hag (festival). Den islamiske pilgrimsfærd kaldes Hajj, hvilket er den arabiske form af "Hag". Der er ingen spor af, at der nogensinde har eksisteret en hedensk tradition med valfart til Mekka. Faktisk er der slet ingen spor af aktivt hedenskab blandt araberne i 600-tallet.

Gå rundt om helligdommen: Ifølge Koranen går "de, der hengiver sig", rundt om "Huset" (2:125, 22:26, 22:29). Muslimer cirkulerer derfor 7 gange rundt om Kabaen under Hajj - selvom der slet ikke står noget i Koranen om de 7 gange. Men ifølge den jødiske Mishna skal jøder under festivalen Hag Sukkot cirkulere 7 gange rundt om helligdommen på den 7. dag.

Safa og Marwa: Ifølge Koranen begår man "ingen overtrædelse" ved at gå rundt om Safā og Marwa, når man valfarter til "Huset" (2:158). Safa og Marwa er i dag navnet på to stenknolde i Mekka, som muslimske pilgrimme går frem og tilbage imellem 7 gange. Men Safā og Marwa findes også i Jerusalem: Marwa er det arabiske navn for Moriabjerget (Tempelbjerget), og Safa var navnet på Scopusbjerget i Jerusalem (Flavius Josephus, Antiquities of the Jews,11,329).

Slagteritualer: Ifølge Koranen skal der udføres slagtoffer under valfarten (22:33-34 og 2:196). Derfor kulminerer den islamiske Hajj med en offerfest, Eid al-Adha. Den skal fejre Abrahams villighed til at ofre sin søn - en begivenhed som sjovt nok fandt sted på Tempelbjerget. På Templets tid blev der foretaget ofringer på Tempelbjerget, hvilket er foreskrevet i Toraen. Eid al-Adha falder i øvrigt hvert år på præcis samme dag som Yom Kippur. De jødiske helligdage følger nemlig månekalenderen, akkurat som de islamiske.

Kaba: Ifølge Koranen har Allah skabt "Kabaen, det fredhellige hus" (5:97). Kaba betyder kube på arabisk. Det allerhelligste i det jødiske Tempel er netop en perfekt kube. Dens måle er endda foreskrevet præcist i Første Kongebog 6:20.

De troende var forhindret adgang: Ifølge Koranen holdt de vantro de troende borte fra det fredhellige bedehus (22:25, 48:25, 8:34, 5:2). Islams fortælling om dette er, at hedningene i Mekka forbød muslimerne at komme ind og besøge Kabaen, som hedningene brugte som helligdom, og som husede 360 afgudsfigurer. Men de historiske begivenheder i Jerusalem passer også perfekt på beskrivelsen: De kristne magthavere havde siden Jerusalems ødelæggelse i år 70 forbudt jøderne at dyrke deres religion på Tempelbjerget. I 614, da perserne erobrede Jerusalem, fik nogle jødiske oprørere, som havde hjulpet med erobringen, overdraget styret af byen. De lagde fundamentet til et Tempelbyggeri. Det jødiske styre blev dog snart sat fra magten og lederne fordrevet. Ofringer på Tempelpladsen blev igen forbudt.

Muslimer vil naturligvis insistere på, at Masjid al-Haram altid har været Kabaen i Mekka, og at Abraham var dér - 1000 km fra Kanaaens land, hvor han ellers holdt til. De vil også sige, at de ens ritualer jo bare skyldes, at det hele stammer fra Abraham. Men ligheden mellem Mashid al-Haram og Templet er nu alligevel slående.

En model af Det andet Tempel, som blev ødelagt af romerne år 70.

Abrahams fodspor findes naturligvis i Mashid al-Haram i Mekka. Så det er sikkert og vist, at det var dér, han stod.

10. Koranens forfatter havde ikke helt styr på Skriften

Muslimer i dag tror, at Koranen er Allahs ufejlbarlige ord, og Koranen selv er heller ikke beskeden: Den hævder, at den er en nøjagtig fremlæggelse af Skriften (10:37).

Derfor kan man godt undre sig over, hvorfor der så alligevel er en del uoverensstemmelser mellem Toraen og Koranen. Nogle af dem er bagateller. For eksempel påstår sura 5, at Toraen foreskriver; "Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og for sår skal der være gengældelse" (5:45). Men hverken næser eller ører er nævnt i 3. Mosebog.

Men der er også et par lidt mere alvorlige fejl:

Haman er fejlplaceret med 900 år

Koranen nævner skurken Haman i sura 28 og i sura 40. Ifølge Koranen var Haman en stor mand ved Faraos hof. Haman var en ond mand, som sammen med Farao og Kora ville dræbe israelitternes sønner (40:23-25). Men i Toraen er der slet ingen Haman ved Faraos hof. Derimod er der en Haman i historien om Esther, hvis handling foregår 900 år efter Moses' tid. Denne Haman var tilfældigvis en stor mand ved den persiske konges hof, og han var tilfældigvis også en ond skurk, som ville have alle jøder dræbt. Sammenfaldet er påfaldende. Det er tydeligt, at Koranens forfatter har fejlplaceret Haman.

Jomfru Maria var Moses' og Arons søster

Sura 19 foræller, at Jomfru Marias folk kaldte hende for ”Arons søster”, da hun kom tilbage efter at have født Jesus (19:28). Og ja, Koranen mener dén Aron, som er bror til Moses. Han er endda nævnt senere i samme sura, som Moses' bror (19:53). I sura 3 beskrives Maria som "Amrams datter", og det sker også i vers 66:12. Amram var ifølge 2. Mosebog far til Moses og Aron - og til deres søster Miriam. Moses, Aron og Miriam levede 1500 år før Maria. Navnet Maria er på arabisk Maryam. Sammenfaldet er påfaldende. Det er tydeligt, at Koranens forfatter har forvekslet Maria og Miriam.

Så Koranen var altså ikke en helt nøjagtig fremlæggelse af Skriften. Den, der har skrevet Koranen, havde ikke helt styr på navnene og kronologien. Han har formentlig ikke haft førstehåndskendskab til Toraen eller Bibelen. Tænk nu tilbage på afsnit 4 ovenfor om "Muhammeds" lærer, hvis diktater han "skrev af", og som ikke talte arabisk.

Måske var det ikke så underligt, at Skriftens folk ikke lod sig imponere af Koranen.

Haman i Esters bog var en ond mand ved perserkongens hof, som ville dræber Israelse sønner.

9 - Havde Allah styr på Skriften

Opgøret med jøderne

10 - Vidner på Korane

11. Jøderne er vidner på Koranen

I første del af denne guidede tur om jøderne i Koranen har vi set mange ting, som viser, at Koranen indeholder rigtigt meget religiøst arvegods fra jødedommen. Vi har også set, at Skriftens folk i Koranen er Israels folk. I anden del skal vi se på, hvordan Koranen også indeholder et opgør med jøderne.

Koranen bruger mange steder Skriftens folk som vidner på, at Koranens budskab er sandt. Du så eksemplet i afsnit 7 ovenfor, hvor Koranen forsikrer, at Skriftens folk ved, at den nye bederetning mod Det fredhellige bedehus er sandheden.

Her er flere eksempler - først over for udsendingen ("Muhammed"):

Du skal ikke tvivle: "De, til hvem vi har givet Skriften, ved, at den er sendt ned med sandheden fra din Herre. Du skal derfor ikke være blandt dem, der tvivler!" (6:114).

Israels børn kender Koranen: "Den findes i de tidligere slægters skrifter. Var det ikke et tegn for dem, at de lærde blandt Israels børn allerede kender den?" (26:196-197).

Spørg dem, hvis du er i tvivl: Hvis du er i tvivl om det, som Vi har sendt ned til dig, så spørg dem, der har læst Skriften op før dig! Sandheden er kommet til dig fra din Herre; vær derfor ikke blandt dem, der tvivler! (10:94).

Her over for hans publikum:

De kaster sig ned i tilbedelse over Koranen: "Sig: "I kan tro på den eller lade være!" Når den læses op for dem, der har fået viden inden den (Skriftens folk), falder de ned i tilbedelse med kinden mod jorden" (17:109).

Skriftens folk bliver altså trukket frem som en autoritet, der skal give Koranen troværdighed. De kender jo Skriften, som Koranen formidler. Som du vil se nedenfor, trækker det op til konflikt, når Skriftens folk afviser Koranens budskab.

De, til hvem Vi har givet Skriften, de kender den, som de kender deres sønner (6:20).

11 - Advarsler

12. Skriftens folk skjuler meget og er ulydige

De holder meget skjult

Allerede i den såkaldte Mekka-del af Koranen ser vi konflikten med Skriftens folk: I sura 6, anklager Koranen nogle af dem for bevidst at skjule dele af Skriften og ikke være den værdige:

De, til hvem Vi har givet Skriften, de kender den, som de kender deres sønner. Men de, der har fortabt deres sjæl, vil ikke tro (6:20)

Det var dem, Vi gav Skriften, dømmekraften og profetien. Hvis de ikke tror derpå, så har Vi betroet det til folk, som ikke vil fornægte det (6:89). Det er dem, som Gud har retledt. Følg deres retledning! ... (6:90)

De værdsætter ikke Gud efter fortjeneste, når de siger: "Gud har ikke sendt noget som helst ned til et menneske!" Sig: "Hvem har nedsendt Skriften, som Moses bragte folket til lys og retledning? I gør den til ark af papyrus, som I åbent viser frem, men meget holder I skjult ... (6:91)

De er oprørske

Koranen pointerer også, at "dem, der er jøder", historisk er oprørske. Blandt andet har de fået nogle ekstra forbud med hensyn til spiseregler på grund af deres oprørskhed (6:146). I sura 16 forklares den jødiske sabbat med, at den kun blev pålagt "dem, der var uenige" i Abrahams trosbekendelse (16:124). I sura 7 fortælles, hvordan nogle af Skriftens folk efterfølgende var ulydige og brød sabatten. Så gjorde Allah dem til aber (7:166). Og nu griber nogle af dem igen ud efter det verdslige! (7:169).

Men det er ikke dem alle

Versene ovenfor antyder, at nogle andre end "dem der er jøder", nogle som følger Abrahams trosbekendelse, har videreført Skriften, dømmekraften og profetien på den rette måde. Og den opfordrer de troende til at følge denne gruppes retledning.

Det er således ikke sikkert, at der på Koranes tid (i sen-antikken) var lighedstegn mellem Skriftens folk og "dem der er jøder". Akkurat ligesom kristendommen ikke lå fast på den tid, lå heller ikke jødedommen fast. Det kom de først til i middelalderen). I hvert fald var det ikke alle blandt Skriftens folk, som var ulydige, ifølge Koranen. For eksempel står der i sura 7:

Blandt Moses’ folk er der et fællesskab, som retleder med sandheden og øver retfærdighed i kraft af den. (7:159).

Enige om at Gud er én

I de såkaldte "Mekka-suraer", som ikke er så krigeriske og konfliktfyldte, er Koranen dog stadig lidt venlig overfor Skriftens folk. De deler det samme syn på Gud. Den opfordrer de troende til kun at strides med Skriftens folk "på den pæneste måde" - dog ikke dem, der "handler uret" - og sige.

"Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os." (29:46)

Hvad var det, de skjulte?

Skriftens folk og De troende havde den strenge monoteisme til fælles. Så hvad skilte dem? Det gjorde Jesus. Ifølge Koranen var Jesus Messias. Måske var det dét, som mange af Skriftens Folk holdt skjult.

Vi ved, at der i sen-antikken også fandtes jøder, som troede på Jesus som Messias, blandt andet ebionitterne og nazaræerne.

Jøderne var ulydige, da de tilbad Guldkalven.

12 - voldsom vrede

13. De bryder pagten og slår ihjel.

Vi skal nu bevæge os ind i Koranens "Medina-del", som er kendetegnet ved, at tonen bliver mere fjendtlig, og at der begynder at ske action frem for blot mission.

Hold jeres pagt!

Vi går til sura 2. Allerede fra suraens begyndelse harceleres mod de vantro (kuffār), som vil bedrage Allah og skaber fordærv, og i vers 40 henvender Koranen sig direkte til "Israels børn". De opfordres til at holde deres pagt med Allah og "tro på det, Jeg har sendt ned til jer til bekræftelse af, hvad I allerede har!" (2:41). Så vil Allah også holde pagten med dem. De må ikke "indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden" (2:42). Koranen minder om jødernes tidligere ulydighed, dengang da de tilbad Guldkalven, og da de brød sabbatten og blev til aber.

De har forfalsket Allahs ord

Men det ser ikke ud til at hjælpe. For i vers 2.74 konkluderer Koranen, at deres hjerte nu er forhærdet som sten. En del af dem har bevidst forfalsket Allahs ord (2:75), og de skjuler for de troende, hvad Allah har åbenbaret for dem (2:76). Hvad mon det handler om? Det får vi måske at vide her:

Ve dem, der skriver et skrift med egen hånd og derpå siger: "Dette kommer fra Gud!" blot for at sælge det for en ussel pris! Ve dem for det, de egenhændigt skrev! Ve dem for det, de bedriver! (2:79)

Et kvalificeret gæt er, at det handler om Talmud. De rabbinske jøder anerkendte Talmud som kilde til jødisk lov. Talmud var "netop" færdiggjort som skrift i 500-tallet. Men det var et internt jødisk stridspunkt, for nogle jøder var stærkt uenige. De mente, at Toraen var kilde til loven og beskyldte de rabbinske jøder for at "tildække" (og dermed skjule) Toraen med deres egen nedskrevne tekst. Ordet kuffār kommer oprindeligt af at tildække.

Anklager om mord og fordrivelse

Koranen anklager dem også for at bryde deres pagt med Allah ved at slå hinanden ihjel, og ved at en del af dem har fordrevet andre af dem fra deres hjem og gjort fælles sag mod dem "i synd og fjendskab" (2:85).

Vi får at vide, at de også tidligere kaldte nogle af profeterne for løgnere og slog andre ihjel (2:87), og udsendingen skal sige til dem: "Hvorfor har I tidligere slået Allahs profeter ihjel, hvis I er troende?" (2:91)

Det sidste er formentlig en hentydning til historien i Det gamle testamente om Jezabel, som på profeten Elias' tid slog en masse profeter ihjel. Men det første vidner om, at der på Koranens tid har været indbyrdes fjendskab mellem dele af Skriftens folk.

Vrede over vrede

Koranen er meget vred på de vantro blandt Skriftens folk. Over 100 vers i sura 2 er dedikeret til at skildre jøderne som ulydige og falske. Her er et udpluk:

Kun sjældent tror de, og Allah har forbandet dem for deres vantro (2:88)
De har solgt deres sjæl og vil ikke tro, i oprør over at Allah har sendt sin nåde ned, over hvem Han vil. Vrede over vrede vil ramme dem (2:90)
De tror kun på det, der er blevet sendt ned til dem selv, og ikke på det, der senere er sendt ned til bekræftelse af det, de har (2:91)
De påstår at det kun er dem, der kommer i Paradis. De burde ønske sig døden, men de klynger sig i stedet begærligt til livet (2:94-96)
Hver gang de slutter en pagt, så bryder en del af dem den (2:100)
De skjulte en del af Allahs skrift og fulgte satanerne (2:102)
De vil have de troende til at blive vantro igen, fordi de er misundelige (2:109)

Ifølge den traditionelle islamiske fortælling skyldes de mange vrede vers i sura 2, at de jødiske klaner i Medina modarbejdede Muhammed, selvom de havde indgået en pagt med ham.

Muhammed prædiker ... om Skriftens folk?

13 - De vil jer det ondt

14. De vil jer det ondt

Allerede i sura 2 (se ovenfor) fortalte Koranen De troende, at Skriftens folk var ude på at bedrage dem og skjule sandheden for dem, og det antydes, at de var misundelige og ikke kunne acceptere, at Allah havde "sendt sin nåde ned" til andre en dem selv.

I sura 3 fortsætter kampagnen mod Skriftens folk. Nu fortæller Koranen de troende, at Skriftens folk er deres fjender. De troende får blandt andet at vide:

3:69 - at en del af Skriftens folk ønsker at lede dem vild.
3:75 - at nogle af dem vil give dig en guldmønt tilbage, men andre vil ikke ham, fordi de ser ned på dit folk, og de lyver bevidst om Allah.
3:77 - at Skriftens folk har solgt deres pagt med Allah for en ussel pris
3:78 - at de bevidst fordrejer ordlyden i Skriftens og siger at det kommer fra Allah, selvom det ikke kommer fra Allah. De lyver bevidst om Allah.
3:110 - at nogle af Skriftens folk er troende, men de fleste er gudløse,
3:112 - at fornedrelse er (de gudløse blandt) Skriftens folks lod, fordi de ikke troede og slog profeterne ihjel
3:118 - at de troende ikke skal være venner med dem, for de nærer had mod dem, og de elsker når de har modgang, og vil forvirre dem.
3:119 - at "I elsker dem, men de elsker ikke jer". I tror på hele Skriften. De lyver, når de siger "vi tror", og de bider sig i fingrene i vrede over de troende.
3:120 - at Skriftens folk glæder sig når noget ondt rammer de troende.

Således opbygger Koranen et fjendebillede og ansporer til mistro og adskillelse.

Som du kan se, handler mange af de hårde beskyldninger, at om at have forfalsket og fordrejet Allahs ord (kan tolkes som nedskrivningen af Talmud) og ikke at ville tro på det, som Allah har sendt ned til bekræftelse af Toraen (Jesus og Evangeliet).

"En del af Skriftens folk ville ønske, at de kunne lede jer vild." (3:69)

14 - Alliancepartnere

"Blandt Skriftens folk er der nogle, der tror på Allah og på det, der blev sendt ned til jer, såvel som på det, der blev sendt ned til dem" (3:199)

15. De jødiske alliancepartnere

Som du har set, er det ikke alle af Skriftens folk, som er fjender af de troende. Det pointeres mange steder. Fx her:

3:113: De er ikke ens. Blandt Skriftens folk findes et fællesskab, der står op i nattens timer for at læse Guds tegn op, og de kaster sig ned i bøn

3:199: Blandt Skriftens folk er der nogle, der tror på Allah og på det, der blev sendt ned til jer, såvel som på det, der blev sendt ned til dem, idet de står ydmyge foran Allah og ikke sælger Allah tegn for en ussel pris. De vil få deres løn hos deres Herre.

I muslimsk tolkning handler det om, at nogle jøder og kristne omfavnede islam og blev muslimer.

En alliance mellem arabere og jøder

Men en anden mulighed er, at en gruppe blandt Skriftens folk - formentlig en jødekristen gruppe, som var jøder, men som samtidig troede på Jesus som Messias og fulgte både Toraen og Evangeliet - var allierede med de arabiske troende. Det stærke jødiske præg på Koranen er meget stærk en indikation af, at der har været en alliance mellem en gruppe jøder og de arabiske troende. Meget af Koranens budskab minder meget om jødisk messianisme. Måske har disse messianske jøder undervist arabiske prædikanter i Skriften - gjort dem til udsendte - så de kunne missionere blandt araberne for deres sag: At erobre Jerusalem og genopbygge Templet. Det vil forklare instrukserne omkring bøn og pilgrimsritualer (se afsnit 7 ovenfor) og hvorfor "Det fredhellige bedehus" minder så meget om Templet i Jerusalem (se afsnit 9), og hvorfor det er så vigtigt for de troende at komme til dette bedehus (48:27). Genopbygningen af Templet ville ifølge traditionen føre til Messias' genkomst og Dommedag.

Flere historiske kilder fortæller om en alliance mellem araberne (Ismaels sønner) og jøderne (Israels sønner), som forenedes om at erobre Det hellige land. Ikke mindst Sebeos' krønike fra 661. Flere kilder (herunder Sebeos) beskriver, at da araberne erobrede Jerusalem i ca. 637, var der en gruppe jøder sammen med dem, og at der straks efter erobringen blev igangsat et byggeri på Tempelbjerget. Den jødiske kilde Midrash of the Ten Kings (fra ca. år 744) antyder, at jøder sluttede sig Muhammed, og at de endda gav ham en jødisk kone.

Var alliancepartnerne Nazaræere?

Hvis vi forfølger sporet med den jødiske kone finder vi, at adskillige hadith (fx denne) fortæller, at Muhammeds første kone Khadija havde en fætter, Waraqah ibn Naufal, som var nasārā (تَنَصَّرَ). Han og Khadija var ifølge islamisk tradition de første, som troede på, at Muhammeds åbenbaringer var fra Allah. De overbeviste endda Muhammed om det.

Vi finder faktisk Nasārā i Koranen. Naṣārā er nævnt 15 gange. Det oversættes med "kristne", selvom "kristne" på arabisk hedder "masihiun". Fx her:

Du finder, at det er jøderne (yahūda) og dem, der sætter andre ved Allahs side (dvs. tror at Jesus er Guds søn), der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror; og du finder, at de, der er mest venligt stemt over for dem, der tror, er dem, der siger: "Vi er kristne (nasārā)." Det skyldes, at der blandt dem er præster og munke, og at disse ikke er hovmodige (5:82).

En mulighed er, at naṣārā var navnet på de troendes jødisk-kristne alliancepartnere - en teori, som er fremført af Édouard-Marie Gallez og Odon Lafoinaine. Navnet minder om den jødekristne gruppe Nazaræerne, og Koranens naṣārā kan havde været deres efterfølgere.

Den brudte alliance

Sebeos (661) fortæller om et brud mellem Jøder og arabere efter erobringen af Jerusalem i 637. Men også den islamiske fortælling rummer spor af en oprindelig alliance med jøder - og et opgør med jøderne. Det kan du læse mere om i de nedenstående afsnit.

15 -Banu Qaynuqa

16. Hovmodige Banu Qaynuqa blev fordrevet

Ifølge den islamiske fortælling var der 3 jødiske klaner i Medina, da Muhammed og hans følgere ankom til Medina i 622. De jødiske og arabiske klaner i Medina tiltådte Medina-konstitutionen, som Muhammed havde skrevet. Historien er så, at de jødiske klaner én efter én var illoyale og brød pagten, hvorefter Muhammed retfærdigt straffede dem. De første to klaner blev fordrevet, men den sidste blev straffet ved at alle stammens 600-900 mænd på Muhammeds ordre blev halshugget, og kvinder og børn blev fordelt som slaver. En del vers i Koranen hævdes at være relateret til disse tre opgør med jøderne.

Hvis du frygter troløshed, så bryd dit ord

Den første af de jødiske klaner, som blev fordrevet, var Banu Qaynuqa. Disse vers i sura 8 (henvendt til Muhammed) skulle være relateret til det:

8:55 - De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro; dem, som du har sluttet pagt med, og som hver gang bryder deres pagt uden at frygte Allah. (8:56).
8:57 - Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter! (dvs. deres potentielle efterkommere)
8:58 - Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige.

Der er flere versioner af, hvad der skete. En hadith fortæller, at en jødisk guldsmed på en markedsplads krænkede en muslima. Han havde hæftet hendes tøj på en sådan måde, at det blev revet af, da hun bevægede sig. En muslim dræbte så guldsmeden som hævn, og derefter eskalerede hævndrabene. Muhammed betragtede dette som traktatbrud.

I vil blive besejret og ført til Helvede

Ibn Ishaqs Muhammed-biografi fortæller, at Muhammed gik hen på markedspladsen og opfordrede Banu Qaynuqa til at omvende sig. Hans argument var, at muslimerne jo havde sejret over de vantro i Slaget ved Badr, hvilket var bevis på, at han var profet. Men Banu Qaynuqa svarede flabet, at Muhammeds mænd jo bare havde kæmpet mod nogen, der ikke kunne finde ud af at slås. "Hvis vi slås mod jer, vil I finde, at vi er rigtige mænd", sagde de. Da åbenbarede Allah:

Sig til dem, der er vantro: "I vil blive besejret og ført til Helvede i samlet flok!" Hvilket ulykkeligt hvilested! (3:12)

Muhammeds krigere belejrede så Banu Qaynuqas befæstede bydel. Efter to ugers belejring overgav de sig, og Muhammed gjorde klar til at henrette dem. De slap dog med forvisning, da deres arabiske allierede gik i forbøn for dem. Deres ejendom blev fordelt mellem Muhammed og hans følgere.

Man ville aldrig kunne uddrage denne historie ved alene at læse Koranen. Udenomshistorien, som er skrevet over 100 år senere er nødvendig. Det forhindrer dog ikke visse nutidige muslimske fortolkere i frisk at uddrage "læren" fra "Slaget mod Banu Qaynuqa". Den er naturligvis, at "Jøderne var muslimernes værste fjender".

En muslima oplevede en pinlig situation, da hun skulle prøve et smykke. Det førte til fordrivelse af Bany Qaynuqa.

16 - Banu Nadir

17. Rige Banu Nadir blev fordrevet

De har dræbt udsendinge før

Den anden jødiske klan, som ifølge den islamiske historie blev fordrevet fra Medina, var Banu Nadir. I slutningen af Sura 3 finder du disse vers, som igen fordømmer nogle jøder:

3:180 - De, der er gerrige med, hvad Allah har givet dem af sin overflod, skal ikke regne med, at dette er godt for dem.
3:181 - De sagde: "Allah er fattig, og vi er rige." Vi vil skrive ned, hvad de sagde, og at de dræbte profeterne med urette ...
3:183 - [De] sagde: "Gud har forpligtet os til ikke at tro på nogen udsending, før han bringer os et offer, som ilden fortærer." Sig: "Der er kommet udsendinge til jer før mig ... Hvorfor dræbte I så dem, hvis I siger sandheden?"
3:184 - Hvis de kalder dig en løgner; - også før dig er udsendinge, som bragte de klare beviser, skrifterne og den oplysende skrift, blevet kaldt løgnere.

De ville dræbe Muhammed

Historien om Banu Nadir er, ifølge Ibn Ishaq's Muhammed-biografi, at de afslog at hjælpe Muhammed med at betale nogle blodpenge. I stedet konspirerede de om at slå ham ihjel ved at kaste en sten ned i hovedet på ham. Men så fik Muhammed besked fra himlen om deres forræderi. Derefter marcherede Muhammeds mænd imod dem. Banu Nadir forskansede sig i deres bydel og håbede på hjælp fra deres tidligere allierede. Men ingen kom dem til hjælp, og de blev forvist fra Medina.

Byttet blev fordelt

Sura 59 beskriver ifølge islamisk tolkning fordelingen af byttet fra Banu Nadir. Byttet gjorde Muhammed økonomisk uafhængig, og Muhammeds følgere fra Mekka overtog Banu Nadirs forladte boliger:

59:2 - [Allah] drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger til den første samling ... og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner.
59:3 - Hvis ikke Allah havde dømt dem til forvisning, ville Han have straffet dem i denne verden
59:6 - Hvad Allah gav sin udsending som bytte fra dem, skulle I hverken drive på heste eller kameler for at få fat i....[så det] tilhører Allah og Udsendingen (59:7).
59:9 - De, der før dem havde til huse på området såvel som i troen, elsker dem, der er udvandret til dem. De føler intet behov i hjertet for, hvad disse får; ja, de ser det hellere gå til dem end til sig selv, også selvom de lider nød. De, der er forskånet for grådighed, dem vil det gå godt.

Banu Nadir overgiver sig til Muhammed

17 - Banu Qurayza

18. Massakren på Banu Qurayza

I dræbte en del og tog en del til fange

Banu Qurayza var nu eneste tilbageværende jødiske klan i Medina. Deres skæbne blev grum. I sura 33 finder du disse vers:

Allah drev de vantro med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt, og Allah forskånede de troende for at kæmpe. Allah er stærk og mægtig. Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange. Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt. (33:25 -26-27)

den islamiske historie er om versene er: Muslimernes fjender fra Mekka havde belejret Medina i "Slaget ved skyttegraven" i 627. Men de var taget hjem igen med uforrettet sag. Efter at Mekkanerne var taget hjem, befalede Gabriel Muhammed at gå mod Banu Qurayza (se fx denne hadith). Begrundelsen var, at de under belejringen havde talt med Muhammeds fjender. Efter 25 dages belejring måtte klanen overgive sig betingelsesløst.

Derefter blev alle mændene - mellem 600 og 900 - halshugget. Alle som havde fået pubeshår. Kvinder og børn blev fordelt som slaver. Efter det, var de jødiske stammer udrenset fra Medina.

Ingen arkæologiske spor

Visse islamforskere, som gerne vil skabe et "nuanceret" og opbyggeligt billede af, at Muhammed var en visionær og retfærdig samfundsreformator, vil gerne nedtone dette folkemord, som de islamiske kilder ellers selv fortæller om. Jakob Skovgaard-Petersen gør for eksempel i sin bog om Muhammed et nummer ud af at fortælle, at der slet ikke findes nogen arkæologiske spor efter denne massakre. Det gør der heller ikke. For der findes nemlig slet ikke arkæologiske spor af ét eneste af Muhammeds formodede historiske slag og bedrifter overhovedet. Argumentet er derfor lidt uheldigt for hele Muhammeds eksistens.

Men uanset de manglende arkæologiske fund, så sladrer Koranen jo i vers 33:26 om, at nogle af Skriftens folk blev dræbt og taget til fange af De troende, som efterfølgende overtog deres boliger og ejendom.

Historierne om Muhammeds bedrifter og de 3 jødiske klaner i Medina blev skrevet i Bagdad i sidste halvdel af 700-tallet, mere end 100 år efter Muhammeds formodede død. På det tidspunkt var det vigtigste, at profetens eksempel dannede lov. Med de tre jødiske klaners skæbne var der nu en guddommelig præcedens for, hvordan muslimer kunne straffe Skriftens folk, hvis de brød deres dhimmi-pagt. Og hvis nogen kunne huske noget om en gammel alliance, så var der nu en historie om den, som helt udelukkede, at arabernes profet på nogen måde kunne have være inspireret af jøder, eller at den store mission kunne have handlet om Jerusalem og Dommedag.

Massakren mod Banu Qurayza, hvor 6-900 mænd og unge drenge blev halshugget.

18 - Khaybar

19. Byttet i Khaybar og dhimmi-ordningen

Vi skal dog dvæle lidt mere ved den islamiske fortælling. Ifølge den angreb Muhammed det jødiske samfund i oasen Khaybar nord for Medina.

Khaybars eksempel blev - ligesom afstraffelserne ovenfor - et eksempel til efterfølgelse i islamisk lov, idet de erobrede jøder indgik den første dhimmi-pagt. Dhimmi betyder "beskyttet folk" eller "pagt", og folk med Dhimmi-status var andenrangsborgere under de muslimske herrer og skulle betale beskyttelsespenge.

Khaybar er ikke nævnt i koranen, men sura 48 siges at være en optakt til angrebet. Historien er, at Muhammed indgik en fredstraktat med Mekka. Men nogle af hans mænd var skuffede over, at det ikke var kommet til kamp, selvom fredsaftalen var strategisk bedst. Allah åbenbarede derfor, at fredsaftalen var en sejr (48:1) og lovede i stedet muslimerne et andet bytte, nemlig Khaybar. I Koranen står:

48:15 - Når I bryder op for at tage bytte...[så vil de beduiner, der ikke troede på sejr og derfor blev hjemme, ønske at komme med]
48:16 - Sig [til dem]: "I vil blive indkaldt mod folk, der råder over en stor styrke, og som I skal kæmpe imod, med mindre de overgiver sig..."
48:18, 19 og 20 - Gud fandt behag i de troende, da de svor dig troskab ... [han] belønnede dem med en nært forestående sejr og meget bytte, som de skulle tage. Gud lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer... (48:21).

Kort efter disse åbenbaringer angreb Muhammeds hær Khaybar. Han overraskede dem ved daggry (se denne hadith) med en hær på 1500 mand. Der blev taget masser af bytte og slaver. Muhammed tog selv den 17-årige Safiyah til hustru efter at hendes mand var blevet tortureret til døde. Adskillige hadith'er beskriver, hvordan byttet blev fordelt. Se fx her og her. De besejrede jøder fik lov til at blive boende og dyrke deres jord, mod at de gav muslimerne halvdelen af deres afgrøder.

På den måde blev Dhimmi-ordningen grundlagt. Dhimmi-ordningen blev med tiden en vigtig indtægtskilde i det muslimske imperium - langt mere sikker end bytte fra togter.

En ruin i Khaybar. Allah holdt menneskenes hånd væk fra de troende, så de uforstyrret kunne tage bytte ...

20. Derfor skal Skriftens folk underkues

Vi er nu ved at være ved vejs ende i den guidede tur om Koranen og jøderne.

Tag dem ikke til venner

Sura 5 er den næstsidste sura i den kronologiske rækkefølge. Her står de troende over for omsider at skulle besøge Det fredhellige bedehus og entrere den hellige by, og Koranen vejleder dem i, hvordan de skal gebærde sig. De skal ikke lade deres forbitrelse over at være holdt borte føre til, at de handler uretfærdigt eller krænker helligstederne.

Koranen instruerer også i, hvordan man skal forholde sig til dem, der er i byen: Den fortæller, at Allah har forbandet Israels børn, fordi de har brudt deres pagt. "Du vil altid se forræderi fra deres side, undtagen fra nogle få" (5:13). Med de "kristne" (naṣārā) har Allah også en pagt, men de har glemt deres påmindelser, så derfor har Allah sået fjendskab mellem dem lige til Dommedag (5:14). Og de, der siger at Messias er Guds søn, er vantro.

De troende advares mod at tage jøder (yahūda) og "kristne" (nasārā) til venner. De er venner indbyrdes, forklarer Koranen. Hvis man slutter venskab med dem, bliver man som dem (5:51). Udsendingen får det tip, at jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, vil være mest fjendtligt stemt over for de troende, mens de, der siger: "Vi er kristne (nasārā)" er de mest venligt stemte (5:82).

Der bliver gjort et forsøg på at omvende Skriftens folk: De får at vide, at de kan blive tilgivet, og at de intet har at holde sig til, førend de efterlever Toraen og Evangeliet og det, der er blevet sendt ned til dem fra deres Herre (måske Koranen?) (5:68). Men Koranen må konstatere, at fleste af Skriftens folk er gudløse (5:61). Nogle af dem spotter endda de troendes religion og gør nar (5:57). "Måtte Allah forbande dem, for de stræber kun efter at skabe fordærv" (5:64), siger den.

Jøder og kristne i Mekka?

Ifølge den islamiske tolkning er sura 5 åbenbaret i forbindelse med muslimernes pilgrimsfærd til Mekka i 629. Den fredstraktat, som Muhammed havde indgået med hedningene i Mekka i 628 (se afsnit 19), gav dem nemlig lov til at komme på pilgrimsfærd året efter.

Man kan dog undre sig lidt over, hvorfor det i forbindelse med en besøg i Kabaen i Mekka var nødvendigt med al den vejledning i at forholde sig til jøder og kristne. Det havde måske været mere relevant, hvis turen gik til Jerusalem. Da araberne indtog Jerusalem i 637 efter en belejring, overgav patriarken Sophronius byen uden kamp, og erobringen var ublodig. Det ligner meget historien om muslimernes indtagelse af Mekka, hvor lederen Abu Sufyan overgav byen.

Skriftens folk skal underkues

I sura 9 - Koranens sidste længere sura - finder vi Koranens endelige forskrift for, hvordan Skriftens folk skal håndteres:

Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (9:29 )

Her bliver dhimmi-ordningen blåstemplet i Koranen. Skriftens folk skal altså bekæmpes, underkues og tvinges til at betale jizya - med mindre de følger "den sande religion". Ifølge islamisk tradition blev den såkaldte Umar-pagt, som institutionaliserede dhimmi-reglerne introduceret efter erobringen af Jerusalem.

De vil slukke Allahs lys med deres mund

Men hvorfor skulle Skriftens folk egentlig underkues? Hvordan er det retfærdigt? Jo, ifølge Koranen er Skriftens folk er afgudsdyrkere: Jøderne siger, at Ezra (jødisk præst som levede 480-440 f. Kr.) er Allahs søn, og at de "kristne" (naṣārā) siger, at Jesus er Allahs søn (9:30). Ydermere har de taget sig deres skriftkloge og deres munke til herrer ved siden af Allah (9:31). Særligt anklagen om at Ezra dyrkes som Allahs søn kan godt virke lidt søgt, og hvis naṣārā var kristne jøder, er anklagen mod dem det også.

Men Koranen giver også en anden grund end afgudsdyrkelse til, at Skriftens folk var nødt til at være underkuede:

De ønsker at slukke Allahs lys med deres mund, men Allah vil af hele sin vilje fuldkommengøre sit lys, selvom de vantro hader det (9:32)

Hvis der engang havde eksisteret en alliance mellem De troende arabere og nogle af Skriftens folk, så var den i hvert fald forbi nu.

Opdateret juli 2022

En underkuet dhimmi er rede til at underskrive en dhimmi-pagt og betale dhimmiskat (jizya)

19 - Det endelige opgør

Se også: Koranen og kristendommen

Korankaffe

Din guide til Koranen

KORANEN OG JØDERNE

Arven og opgøret

Den jødiske arv

Opgøret med jøderne