KORANEN OG KRISTENDOMMEN
De kristne arv
Jesus er en stor profet i islam, og på denne side kan du finde ud af, hvad Koranen egentlig siger om ham. Du vil opdage, at der i Koranen er lignelser, kristne martyrer og endda spor af juleaften. Til gengæld findes ordet "kristne" slet ikke i Koranen? Hvordan kan det være? Kunne det tænkes, at Koranens troende har været en slags kristne?
Jesus rensede Templet ...
Muhammed rensede Kabaen ...
1. Er der slet ingen kristne i Koranen?
Ordet kristne er slet ikke nævnt
Hvis man læser en oversættelse af Koranen, vil man finde, at der er kristne i Koranen. Ordet "kristne" er i Ellen Wulffs oversættelse nævnt 12 gange. For eksempel:
-
2:113: Jøderne siger: "De kristne har intet at støtte sig til!" og de kristne siger: "Jøderne har intet at støtte sig til!" Og dog læser de alle op af Skriften.
-
5:51: I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem.
Men der står ikke "kristne" i den arabiske version. Der står naṣārā. Det arabiske ord for kristne er "masihiun". Så hvem var Koranens naṣārā? Vi ved det ikke. Men den belgiske teolog og islamforsker Edouard Maria-Gallez argumenterer i sin doktorafhandling Le Messie et son Prophète for, at de har været en jødisk-kristen sekt, kaldet nazaræere. Vers 5:51 ovenfor viser under alle omstændigheder tydeligt, at Koranens naṣārā ikke kan have været kristne. Kristne og jøder var nemlig ikke venner i 600-tallets Mellemøsten. Tværtimod.
Det arabiske ord for kristne, masihiun (som betyder følgere af Messias), bruges ikke én eneste gang i Koranen. Det er tankevækkende og mærkeligt, for Koranen er fuld af kristent arvegods. Så hvor er de kristne?
Betegnelsen "muslimer" bruges heller ikke i Koranen. De troende kaldes blot troende, mu'minun. Men dét er ikke så mærkeligt. Det viser blot, at da Koranen blev til, var der ikke noget, der hed Islam og muslimer. Men der var noget, der hed kristendom og kristne ...
Araberne var kristne
I begyndelsen af 600-tallet var araberne kristne og havde været det i flere hundrede år. Der findes ikke spor af aktivt hedenskab hos araberne fra den tid. Derimod findes der inskriptioner og andre vidnesbyrd om arabernes kristendom (se mere her). Men Kristendommen var på den tid ikke "bare" kristendom, som vi kender den i dag, hvor der er konsensus om, at Jesus er Guds søn. Der var forskellige retninger - og det, der delte dem, var, at de havde forskellige opfattelser af Jesus: Om han var Gud eller menneske eller begge dele.
Det er ikke usandsynligt Koranens troende (mu'minun) simpelthen så sig selv som følgere af Jesus (masihiun). Måske havde de blot en anden opfattelse af Jesus end de, som mente, at Jesus var Guds søn. Koranen fortæller os, at det havde de:
-
Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending, Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham. Så tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: "Han er tre!" Hold inde! Det vil være bedst for jer. Gud er én gud. Lovet være Han, højt hævet over at have en søn. Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. Gud er tilstrækkelig som værge (4:171).
De såkaldte polyteister i Koranen var kristne
I mange oversættelser af Koranen kan man læse, at Koranen harcellerer mod "polyteister" eller "afgudsdyrkere". Det er oversat fra det arabiske ord mušrikūn, som betyder "de, der giver [Gud] partnere" (se her). Ifølge den islamiske fortælling var disse mušrikūn hedninge, som dyrkede afguder og tilbad gudestøtter. Men ud fra koranens egen tekst er det helt oplagt, at mušrikūn har været kristne, som troede på en treenig Gud og at Jesus var Guds søn. Se blot disse vers:
-
19:88-92: De siger: "Den Barmhjertige har taget sig en søn." I har gjort noget afskyeligt! ... At de tillægger Den Barmhjertige en søn! Det passer sig ikke for Den Barmhjertige at tage sig en søn.
-
23:84-91. Sig: "Hvem tilhører jorden og alle derpå, hvis I har viden?" De siger: "Gud!" ...
Sig: "Hvem er Herre over de syv himle og Herre over den vældige trone?"De siger: "Det tilhører Gud!" ... Sig: "I hvis hånd ligger herredømmet over alting, idet Han beskytter, uden at der findes nogen beskyttelse mod Ham, hvis I har viden?" De siger: "Guds!" Sig: "Hvordan kan I da være forgjorte?" ... Det er dem, der lyver. Gud har ikke taget sig nogen søn, og der findes ingen anden gud hos Ham. Ellers kunne jo enhver gud fjerne det, som han havde skabt, og nogle af dem ville sætte sig over andre. Højlovet være Gud, højt hævet over, hvad de siger!
De folk, Koranen beskriver her, lyder ikke særligt hedenske. De lyder nærmere som nogen, som fulgte Jesus på en forkert måde ifølge Koranen.
Naṣārā er oversat med kristne. Men det arabiske ord for kristne er masihiun ...
De syv sovere fra Efesos er en kristen legende. Historen findes også i Koranen.
2. De kristne martyrer i Koranen
Grøftens folk
Martyrer har stor betydning i kristendommen. Helt fra den tidlige kristendom har der været martyrer, som er blevet slået ihjel for deres tro og senere er blevet hyldet som helgener.
I sura 85 finder vi nogle martyrer, som har været udsat for overgreb på grund af deres tro. Koranen forbander gerningsmændene:
-
Død over dem, der hører til i gruben, i Ilden, med brændsel under, når de sidder over den, og vidner om, hvad de gjorde mod de troende! (85:4-7) ... De, der udsatte de troende mænd og kvinder for prøvelser og ikke siden omvendte sig, de har Helvedes straf, de har flammernes straf i vente (85:10).
Man mener, at det er en hentydning til Grøftens folk, kristne martyrer fra Najran (i vore dages Yemen), som i år 523 blev slået ihjel af en jødisk Konge, som ville have dem til at omvende sig til jødedom. Da de nægtede, blev de smidt ned i en brændende grav.
Læg mærke til, at Koranen omtaler de kristne martyrer som "troende". Det bekræfter pointen i afsnit 1 ovenfor - at Koranens troende formentlig har set sig selv som følgere af Jesus.
Hulens folk
I sura 18 (Hulen) finder vi flere forfulgte kristne, nemlig de unge mænd, som søgte tilflugt i en hule, da de blev forfulgt på grund af deres tro. Historien om de unge mænd i hulen kendes fra kristne kilder som "The Seven Sleepers of Ephesus", og det var en verserende legende på Koranens tid. Legenden er, at en gruppe unge mænd fra Efesos i det vestlige Anatolien søgte tilflugt fra romernes kristenforfølgelser i en hule. Dér sov de i 2-300 år, og da de vågnede op, så de at landet var blevet kristent. Det var et mirakel.
Koranen kalder de unge mænd i hulen troende. Den sørger dog for at nævne, at de aldrig ville påkalde nogen gud ud over Allah (18:13-16)
Islams martyrer
Martyrbegrebet har også stor betydning i islam. Her er det primært forbundet med at gå i krig for Allahs sag. Ordet "martyr" nævnes ikke i Koranen, men der er mange vers, som lover særlig belønning i efterlivet til de, der kæmper og dør for Allahs sag (mere om det her).
Til gengæld bliver ordet martyr brugt i hadith-litteraturen, som blev nedskrevet nogle hundreder år efter Koranens tid. Her er et par eksempler:
-
Bukhari 3123 - Allah garanterer, at den, der kæmper for Allah i Jihad, enten kommer i Paradis (hvis han bliver martyr), eller vender tilbage med det bytte, han tager .
-
Tirmidhi 1663 - Martyrer får tilgivet alle deres synder, reddes fra Allahs straf, bliver gift med 72 jomfruer og kan gå i forbøn for 70 af sine nærmeste slægtninge
- Dawud 2499 - Hvis man brækker halsen ved at falde af kamelen eller bliver stukket af et giftigt dyr, så er man også en martyr
-
Bukhari 720, 721 - Man er også en martyr, hvis man drukner, dør af mavesygdom eller pest, eller hvis en bygning braser ned over en
-
Dawud 2539 - Under et angreb på en stamme var en mand så klumset, at han kom til at stikke sig selv med sværdet og døde. Han var også martyr.
-
Bukhari 2972 - Hvis ikke det var fordi, det havde været akavet for hans følgere, så ville Muhammed naturligvis ikke været blevet tilbage under slagene, mens de andre kæmpede. Der var intet han hellere havde villet end at blive martyr, hvis bare han havde kunnet .
Selvom islams hadithmagere må siges at have viderudviklet på martyrbegrebet, er det nærliggende, at det oprindeligt er en arv fra kristendommen.
3. Lignelser i Koranen
Koranen indeholder rigtig meget stof fra Det Gamle Testamente - fra Mosebøgerne, Salmernes bog osv. Det Gamle Testamente har stor vægt. Men man kan også finde spor af Jesu lignelser i Koranen.
En kamel gennem et nåleøje
I sura 7 finder vi den velkendte vending "kamel gennem nåleøje":
-
....dem, der kaldte Vore tegn for løgn og hovmodigt afviste dem. De kommer ikke ind i Haven, før en kamel kan klemme sig gennem et nåleøje (7:40).
Verset ser ud til at være inspireret af historien om den rige unge mand i Matthæus 19,24. Hos Matthæus kunne den rige unge mand ikke få sig selv til at give alt hvad han ejede bort og følge Jesus. Jesus sagde så til sine disciple: ”Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige”. I Koranen er det dem, der kalder Allahs tegn (Koranen) for løgn, som har svært ved at komme ind i Paradis.
Sennepsfrø og klippegrund
Sura 31 fortæller om vismanden Luqman. Han levede ca. 1100 år f. Kr. og var en sagnfigur blandt arabere på Koranens tid. I Koranen beskrives han som en slags profet, som prædikede samme budskab som alle de andre profeter, nemlig at man ikke må sætte andre ved Allahs side (31:13). Luqman belærte også sin søn om, at alt vil komme for dagen hos Allah på Dommedag. Han sagde:
-
"Om det så ikke vejer mere end et sennepskorn, om det ligger på en klippe, i himlene eller i jorden, så vil Allah bringe det for dagen". (31:16).
Ligheden med Jesu lignelse om sædemanden i Matthæus Kapitel 13 er slående. Hos Matthæus er sennepsfrøet et billede på Guds rige. Frøet kan vokse til en stor plante, hvis det falder i god jord. Men hvis det falder på klippegrund, har det sværere ved at spire. Det er et billede på, at nogle er mere modtagelige for Guds ord end andre. I Koranen er sennepsfrøet (som er meget lille) et billede på noget, der er småt: Selv den mindste gerning vil tælle med i regnskabet på Dommedag. Det er ikke helt klart, hvilken forskel det skulle gøre på Dommedag, om "gerningerne" ligger på en klippe eller ej. Men vi kan nok godt være sikre på, at alt vil komme for dagen.
Mændene og vingårdene
I sura 18 finder vi endnu en Jesus-agtig lignelse. Den handler om to mænd. Den ene havde to vingårde, mens den anden ingen havde. Ham med vingårdene pralede med sin ejendom, men han troede ikke. Han glemte at sige ”om Allah vil”. Som straf ødelagde Allah den rige mands afgrøde. Den fattige mand, som troede og frygtede Allah, blev derimod belønnet af Allah.
Det minder lidt om lignelsen om arbejderne i vingården i Matthæus Kapitel 20. Ejeren af vingården er et billede på Gud, og Han belønner arbejderne med det samme, uanset hvor længe, de har tjent ham. Moralen er, at frelsen (lønnen) ikke afhænger af, om man har tjent Gud længe eller kort. Man skal glæde sig over at andre får samme del i Guds rige, som man selv gør, uden at synes, at det er snyd.
Moralen i Koranen er, at succes skyldes Allah, og hvis man er hovmodig og tror, at man selv er herre over tingene, bliver man straffet. Igen et eksempel på en lignelse, som ligner lidt, men som har en anden morale end den oprindelige.
Det gode træ
I sura 14 finder vi endnu en lignelse. Der står:
-
Har du ikke set, hvordan Allah laver en sammenligning med et godt ord? Det er som et godt træ, hvis rod står fast, og hvis grene rækker helt op i himlen; det bærer med sin Herres tilladelse frugt til hver en tid. Allah giver menneskene sammenligninger. Måske lader de sig påminde! Et dårligt ord kan lignes ved et dårligt træ, der er rykket op af jorden, uden noget tilhørssted. Allah befæster dem, der tror, med faste ord i det jordiske liv og det hinsidige. Allah vildleder dem, der handler uret. Allah gør, hvad Han vil (14:27).
Det minder lidt om lignelsen om Det sande vintræ i Johannes Kapitel 15. Vintræet var et billede på Jesus, disciplene var grenene, og Gud var vingårdsmanden. Budskabet til disciplene var, at de skulle "blive i Jesus" - ellers ville de visne og ikke bære frugt.
Moralen hos Johannes er, at man visner hen (åndeligt) uden livskraften fra Jesus. Vi skal huske, at Jesus er Ordet, Guds ord (logos) hos Johannes.
Koranen sammenligner også ordet med træet. Men der er nu både et godt ord og et dårligt ord. Allah befæster de troende med gode ord og vildleder de vantro, så de læner sig op ad det dårlige. Koranens lignelse med de to ord er interessant. For den vidner om, at den strid, der udspillede sig blandt araberne på Koranens tid, ikke var en strid mellem muslimer og hedninge, men mellem forskellige opfattelser af Jesus, altså forskellige opfattelser af Guds ord. Jesus er også ifølge Koranen Guds ord (4:171).
Lignelsen om det voksende korn
Sura 48 handler om, at de troende skal sejre og ultimativt gå ind i Det fredhellige bedehus. Her finder vi endnu en lignelse, og Koranen fortæller endda, at den også findes i Toraen og Evangeliet:
-
”.... Dette er beskrivelsen af [de troende] i Toraen og i Evangeliet: De er som korn, der sætter sine skud og så giver dem styrke, indtil de bliver tykke og står rankt på deres stilk, til fryd for dem, der har sået; gennem dem vil Han vække de vantros vrede...” (48:29).
Den lignelse, som Koranen formentlig refererer til i "Evangeliet" er lignelsen om det voksende korn og sennepsfrøet i Markus, 4,26-32. Hos Markus er kornet og sennepsfrøet et billede på Guds rige, der bliver sået og vokser sig stærkt i menneskene. I Koranen er kornet og sennepsfrøet lig med de troende, som bliver til flere (sætter skud), og som skal udbrede Guds rige ved at sejre over de vantro.
Lignelsen viser, at Koranens forfatter ikke har haft evangelierne hos sig, idet han jo ikke gengiver dem korrekt. Han bruger billedsproget fra lignelserne i den sammenhæng, som han selv befinder sig i: Hvor de troende fysisk skal sejre over de vantro. For Koranens forfatter var Guds rige ikke en spirituel tilstand. Det var et fysisk, konkret rige.
En kamel gennem et nåleøje virker måske som en underlig metafor for "det umulige". Men faktisk var der porte, som lignede et nåleøje...
4. Hvad siger Koranen om Maria?
Jesus kunne tale i vuggen
I sura 19 finder du Koranens version af historien om Jesu fødsel. Historien ligner ikke den, du måske kender fra Det Nye Testamente. Koranen fortæller, at Jesus blev født under et palmetræ, og at Jesus kunne tale allerede i vuggen. Den historie kan genfindes i det apokryfe skrift Pseudo-Matthæus (kapitel 20). De apokryfe skrifter er skrifter, som ikke blev vurderet ægte og derfor ikke kom med i Biblen. Men de florerede i Mellemøsten i 600-tallet.
Søster til Moses og Aron
Maria, mor til Jesus, kaldes i sura 3 for "Amrams datter". Dette familiebånd fremgår også af vers 66:12. Vi kender Amram fra Biblen: Han var ifølge 2. Mosebog 6:20 far til Moses og Aron - og til deres søster Miriam. Koran fortæller i vers 19:28, at folk kaldte Maria for ”Arons søster”, da hun kom tilbage efter at have født Jesus. Dette "slægtskab" er temmelig pinligt for Koranen, da det er åbenlyst, at Koranens forfatter har forvekslet Moses og Arons søster Miriam med Maria. Navnet Maria er på arabisk Maryam. Moses, Aron og Miriam fra Det Gamle Testamente levede 1500 år før Maria og Jesus.
Ånden blev blæst ind og Allah sagde "bliv til"
Ifølge vers 19:17 blev Maria gravid ved at Allah sendte sin Ånd til hende. Hun sagde: "Hvordan skulle jeg få en dreng, når intet menneske har berørt mig? Jeg er ingen skøge!". Sådan er det!" sagde Ånden: "Din Herre siger: ’For Mig er det en let sag" (19:21). I sura 21 uddyber Koranen, hvordan det gik til:
-
Og hende, der værnede om sin mødom. Så blæste Vi noget af Vor ånd ind i hende og gjorde hende og hendes søn til et tegn for alverden (21:91).
Grunden til, at Maria og hendes søn var "et tegn for alverden", var, at de var et tegn på Allahs skaberevner. Ifølge Koranen blev Jesus nemlig skabt af jord, ligesom Adam. Allah sagde: "Bliv til!" - og så var Jesus til (3:59). Det virker dog lidt underligt, at der også skulle have været jord med i "opskriften", då ånden blev blæst ind i Maria. Og at hun havde en samtale med den ånd.
En del af treenigheden
I sura 5 finder vi mere om Maria. Koranen insisterer på, at Allah IKKE er en del af et trekløver:
-
"Vantro er de, der siger: "Allah er den tredje af tre". Der findes kun én gud" (5:73).
Derefter forklarer den de vantro, at Jesus og hans mor IKKE er guder. :
-
Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham, og hans mor kun en sandfærdig kvinde. Begge tog de føde til sig ... (5:75)
Hvis man skulle være i tvivl, bliver Koranens forståelse helt tydelig her:
-
Allah sagde: "Jesus, Marias søn! Har du sagt til menneskene: ’Tag mig og min mor til guder foruden Allah?’" Han sagde: "Højlovet være Du! Det tilkommer ikke mig at sige noget, som jeg ikke har ret til ... (5:116)
Koranens forfatter troede tydeligvis, at de, der troede på en treenig Gud, dyrkede et trekløver bestående af far, mor og barn - Allah, Maria og Jesus. Det er en misforståelse af kristendommen.
Det er selvfølgelig muligt, at en særlig lokal og ukendt kristen sekt kan have dyrket en sådan treenighed. Men faktisk var det blevet slået fast på koncilet i Nikæa i 325 og senere i Konstantinopel i 381, at Treenigheden bestod af Faderen, Sønnen og Helligånden. På koncilet i Seleuca-Ctesifon i 409 tilsluttede også Østkirken i det Persiske rige sig denne treenighed.
Koranens forfatter har muligvis været en slags kristen, eller i hvert fald en "følger af Jesus". Men han har ikke været helt klar over, hvad de officielt vedtagne og efterhånden etablerede kristne doktriner egentlig gik ud på.
Jesus blev født under et palmetræ. Koranens historie om Jesu fødsel er kendt fra apokryfe kristne skrifter.
5. Jesus i Koranen - tæt på at være guddommelig
Jesus var Allahs tjener og profet
Som du så i afsnit 4 ovenfor, talte Jesus allerede i vuggen. Men hvad sagde Jesus egentlig, da han talte som spæd? Det ser vi i sura 19:
-
Han sagde: "Jeg er Guds tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet! (19:30) ... Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!" (19:33).
Det er værd at lægge mærke til, at Koranen i sura 19 faktisk nævner Jesu fødsel, død og genopstandelse som de helt centrale ting ved ham.
Historien om Jesus, der talte i vuggen minder meget om en lignende historie i Det arabiske barndomsevangelium, som stammer fra det 5. og 6. århundrede og var populært i Syrien i 600-tallet. Her sagde Jesus blot: "Jeg er Jesus, Guds søn, Ordet (Logos), som du har født, sådan som englen Gabriel bebudede til dig; og min Fader har sendt mig for at frelse verden" (Se her)
Jesus var IKKE Allahs søn
At Jesus skulle være Allahs søn er dog ifølge Koranen ekstremt upassende. Jesus er kun Marias søn, og Allah er hans Herre - ikke hans Fader:
-
Dette er Jesus, Marias søn, sagt med sandhedens ord, hvorom de tvivler. Det passer sig ikke for Allah; højlovet være Han! - at tage sig en søn. ... Allah er min Herre og jeres Herre, så tjen Ham! Det er en lige vej" (19:34)
Ifølge Koranen er det direkte afskyeligt, at nogen hævder, at Allah skulle have taget sig en søn (19:89). Så afskyeligt, at det næsten sætter Dommedag i gang (19:90). I sura 6 forklarer Koranen de dumme vantro, der sætter andre ved Allahs side, at Allah jo ikke kan have nogen søn, når han ikke har nogen kone (6:101).
Det er igen tydeligt, at "afgudsdyrkerne" (mušrikūn) i Koranen har været arabiske kristne. Og at Koranens tekst er stærkt inspireret af - nærmest et svar på - de apokryfe kristne tekster.
Evangeliet var Visdommen - Toraen var Skriften
I sura 3 er vi tilbage ved bebudelsen: Englene sagde til Maria, at Jesus ville tale i vuggen som en moden mand. Englene sagde også:
-
[Allah] vil lære ham Skriften, Visdommen, Toraen og Evangeliet (3:48)
Kristne vil måske undre sig over, at Evangeliet (Injil) er i ental. For der er jo 4 evangelier i Bibelen. Er Koranens forfatter da helt uvidende om Kristendommen? Men Evangeliet i Koranen kan muligvis være Diatesseron, som var en syntese af de 4 evangelier, skrevet omkring år 150, på aramæisk. Diatesseron var i århundreder den mest brugte kristne tekst i gudstjenestebøger (aramæisk: qeryan-a) i den syriske, aramæisk-talende kirke.
Men af verset ovenfor kan vi se, hvad Evangeliet var i forhold til Toraen, som Koranen ser det: Skriften var Toraen, og Evangeliet var Visdommen, sendt ned til bekræftelse af Toraen.
Koranen forklarer:
-
Vi gav Skriften til Moses og lod udsendingene følge efter ham. Jesus, Marias søn, gav Vi de klare beviser, og Vi styrkede ham med den hellige ånd ... (2:87)
Jesu mirakler i Koranen
Men hvad var det for "klare beviser", Jesus bragte? Jo, da Jesus talte i vuggen (i sura 3), sagde han, at han ville bringe tegn fra Allah: Blandt andet ville han helbrede blinde og spedalske, han ville blæse luft i en klump ler, så den blev til en fugl, og han ville give døde liv. Med Allahs hjælp, naturligvis (3:49). Disse tegn var til bekræftelse af Toraen (3:50). Vers 5:110 opsummerer Jesu bedrifter, som de beskrives i Koranen:
-
Gud sagde: "Jesus, Marias søn! Ihukom den nåde, som Jeg viste dig og din mor, da Jeg styrkede dig med den hellige ånd, så du i vuggen og som voksen kunne tale til menneskene; da Jeg lærte dig Skriften og Visdommen, Toraen og Evangeliet; da du med Min tilladelse af ler skabte noget i form af en fugl og blæste ind i den, så den med Min tilladelse blev til en fugl; da du med Min tilladelse helbredte den blinde og den spedalske; da du med Min tilladelse fik døde til at opstå; da Jeg holdt Israels børn væk fra dig; da du bragte dem de klare beviser, og de af dem, der var vantro, sagde: ’Dette er åbenlys trolddom, intet andet’;
Historien om Jesus, som laver en fugl af ler og blæser liv i den, kendes fra det apokryfe kristne skrift Thomas' barndomsevangelium.
Men at Jesus kunne give døde ting liv, gør ham ret tæt på at være guddommelig. Det er jo ellers kun Gud, som kan den slags.
Jesus var et ord
Koranen kommer også et andre steder tæt på at bekræfte kristendommens opfattelse af, at Jesus nærmest er Gud. Fx i vers 3:45, hvor den kalder Jesus for et et ”ord”:
-
"...Maria! Gud forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn..." (3:45).
Det minder jo næsten om Johannesevangeliet 1.1, hvor der står "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud". I Kristendommen er Ordet (Logos) Jesus. I Koranen er Jesus blot blevet til "et ord" fra Allah - Allahs ord, som Han talte til Maria:
-
Messias, Jesus, Marias søn er kun Guds udsending, Hans ord, som Han talte til Maria, og ånd af Ham. Så tro på Gud og Hans udsendinge, og sig ikke: "Han er tre!" Hold inde! ... (4:171)
Verset ovenfor passer jo faktisk med beskrivelsen af, hvordan Jesus blev til i afsnit 4: Allahs ånd talte til Maria, Allah blæste sin ånd ind i hende, og Allah sagde "bliv til". På dén måde er Jesus blevet både Guds udsending, Guds ord og Guds ånd. Tre ting. At Jesus er Guds ord og Guds ånd gør ham ret tæt på at være guddommelig.
I islam i dag er det Koranen, der har fået pladsen som Guds ord, og som ligesom Ordet i Johannesevangeliet er evigt og har eksisteret lige fra begyndelsen.
Jesus talte som spæd - og noget af det første, han sagde var, at han var Allahs tjener og profet.
6. Jesus blev ikke korsfæstet
I sura 19 anerkender Koranen Jesu død og genopstandelse. Jesus sagde jo:
-
"Fred være med mig ... den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!" (19:33).
Men i Koranen er det et mysterium, hvordan Jesus døde. For han døde i hvert fald ikke på korset. Det ser vi i sura 4. Her skælder Koranen Skriftens folk ud for ikke at tro på alle Allahs profeter, og for at have slået profeterne ihjel (4:155). Og i den forbindelse må Koranen nu forklare, at Skriften folk altså ikke slog Jesus ihjel. Der står:
-
"... de sagde: "Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Allahs udsending" - men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham. Nej, Allahs løftede ham op til sig. Allahs er mægtig og vis. (4:157-58).
Så Jesus døde altså ikke på korset. Allah løftede ham op til sig. Ingen korsfæstelse, kun Himmelfart. Vi kan dog være ret sikre på én ting: Ingen jøder ville sagt "Vi har dræbt Messias". Hvis de mente, at han var Messias ("Den salvede"), havde de ikke dræbt ham.
Muslimer har flere forskellige historier, som skal forklare den mærkelige hændelse, som Koranen beskriver: At Skriftens folk tilsyneladende har troet, at de korsfæstede Jesus, selvom de alligevel ikke gjorde det. Den hyppigste forklaring er "substitutionsteorien", som går ud på, at en anden blev korsfæstet i stedet. En anden forklaring er "besvimelsesteorien", som går ud på, at Jesus ikke hang længe nok på korset og derfor ikke døde. Ingen af disse historier er der kildemæssigt belæg for. Men Koranen fortæller dog selv i vers 19:33, at Jesus døde.
Ideen om at Jesus ikke døde på korset findes også i gnostiske tekster, for eksempel i Peters gnostiske apokalypse fra det 2. århundrede og i Anden afhandling af Den store Seth fra det 3. århundrede, som hævder, at Simon af Kyrene blev korsfæstet i stedet for Jesus.
De korsfæstede ham ikke - Det forekom dem blot således ...
7. Jesus forudsagde Muhammed og kaldte til jihad
Jesus forudsagde Muhammed - eller gjorde han?
Vidste du, at Jesus forudsagde Muhammeds komme? Nå, ikke. Men det gjorde han - altså ifølge Koranen. Det skal vi nu se i sura 61. Her prøver Koranen at motivere de troende til at være Allahs hjælpere og kæmpe for Hans sag med deres ejendom og liv (61:11). Den opfordrer dem til jihad. I den forbindelse fortæller Koranen, at Jesus i sin tid sagde til Israels børn:
-
"Jeg er Allahs udsending til jer, kommet for at bekræfte det, der var før mig, og for at bringe det gode budskab om en udsending, der kommer efter mig, hvis navn skal være højt lovprist (Ahmed)." (61:6)
Navnet Ahmed betyder ”Højt lovprist” - og Muhammed er en variant at Ahmed. Således har Jesus altså forudsagt Muhammeds komme.
Nogle muslimer hævder, at Johannes, 14.16-17 er det skriftsted, hvor Jesus skulle have profeteret om Muhammeds komme. Det er der, hvor Jesus fortæller disciplene, at hans Fader vil sende dem "en anden talsmand" (paráklētos), som vil være hos dem til evig tid. I Kristendommen er talsmanden lig med Helligånden, som jo også kom til disciplene pinsedag. Muhammed kom først 600 år senere - og han blev som bekendt ikke til evig tid.
Teolog og islamforsker Edouard-Marie Gallez har gode tekstmæssige argumenter (i denne artikel) for, at forudsigelsen af Ahmed med stor sandsynlighed er en senere indføjelse i Koranens oprindelige tekst (Se også under sura 61). Det er også let at forestille sig, at da islam i løbet af 700-tallet blev etableret som en selvstændig religion - med Muhammed som profet i den bibelske tradition - blev der naturligvis brug for at vise, at han var forudsagt.
Koranen fortæller endvidere - stadig i sura 61 - at Jesus også opfordrede sine disciple til at være Allahs hjælpere og gå i kamp mod de vantro - akkurat som Koranen nu opfordrer de troende:
-
I, der tror! Vær Allahs hjælpere! Ligesom da Jesus, Marias søn, sagde til disciplene: "Hvem er mine hjælpere til Allah?" Disciplene sagde: "Vi er Allahs hjælpere!" For en del af Israels børn troede, og en del var vantro. Da støttede Vi dem, der troede, mod deres fjende, så de vandt sejr. (61:14).
Jihad er således helt i Jesu ånd. Koranens billede af Jesus som en profet, der kalder til kamp for Allahs sag mod de vantro, er helt anderledes end det moderne kristne billede af den guddommelige Jesus, som identificeres med kærlighed.
Jesus som kriger - Kristen mosaik fra det 6. århundrede,
8. Hvis I elsker Allah, så følg mig
Den kristne Gud har ry for at være en kærlig gud. Det er trods alt et centralt dogme i kristendommen, at Jesus døde på korset for at frelse os syndige mennesker. Koranens Allah er mere gammeltestamentlig. Igennem det meste af Koranen er Allah absolut ikke nogen kærlig gud. Han er en straffende og hævnende gud, som gang på gang udsletter folk, som er opsætsige og ikke vil tro. Og Han har skabt Helvede, hvor de vantro skal tortureres med evige pinsler.
Det lyder næsten som noget, Jesus har sagt
Men Allah kan faktisk godt elske. Det kommer særligt til udtryk i den del af Koranen, som kaldes Medina-delen. I sura 61 får vi for eksempel at vide, at "Allah elsker dem, som kæmper for Hans sag i slagorden" (61:4). Og i sura 3 vejleder Koranen:
-
Sig: "Hvis I elsker Gud, så følg mig, og Gud vil elske jer og tilgive jer jeres synder!" Gud er tilgivende og barmhjertig. (3:31).
Det lyder jo næsten som noget, Jesus har sagt. Ligheden med Johannesevangeliet 14:21 er slående. Her siger Jesus nemlig:
-
”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Johs. 14:2)
Koranen har dog lige et ekstra twist:
-
Sig: "Adlyd Gud og Udsendingen!" Men hvis de vender sig bort! - Gud elsker ikke de vantro. (3:32)
Normalt fortolkes versene 3:31 og 3:32 i Koranen som at de handler om Muhammed, islams profet, og som at det er er ham, Koranen opfordrer til at følge og adlyde. Men det er slet ikke utænkeligt, at de oprindeligt har handlet om Jesus og har stået som en gengivelse af hans ord (og at "Sig:" er tilføjet senere).
I tidlig østlig syrisk kristendom, som var tættere på jødedommen, handlede tro og frelse om at finde ud af, hvad Gud ønsker, og gøre hvad Gud ønsker. Gud havde sendt Jesus som sit sendebud, sin tjener og sin profet til at formidle til menneskene, hvad Gud ønsker (og derved bekræfte Toraen). Ved at følge og adlyde Jesus, kunne man tjene Gud og gøre det rigtige. I den vestlige hellenistisk prægede kristendom, var tro og frelse i højere grad et filosofisk anliggende, som havde at gøre med Guds treenige natur.
Forskellen mellem Koranens vers og Johannesevangeliets vers ovenfor svarer præcist til forskellen mellem datidens østlige og vestlige opfattelse af Jesus.
Beskrevet i Evangeliet - og årsag til at Skriftens folk delte sig
Også andre steder i Koranen er der antydninger af, at vers, som i dag fortolkes til at handle om Muhammed, islams profet, oprindeligt kan have handlet om den østlige Jesus, som var profet. Det gælder for eksempel vers 7:157 - om at følge udsendingen og profeten, "som de finder beskrevet hos sig selv i Toraen og Evangeliet".
Det gælder også versene i sura 98 om "det klare bevis" i form af "en udsending fra Gud, som læste rene skriftsider op", hvorefter Skriftens folk delte sig. Jøderne delte sig netop efter Jesus, idet nogle troede, at han var Messias. De første kristne var jøder, og mange af disse blev ved med at identificere sig som jøder, eller som Israelitter. De blev kristne jøder. I vers 3:105 opfordrer Koranen de troende arabere: "Vær ikke som dem, der delte sig op og blev uenige, efter at de klare beviser var kommet til dem".
Vred gud - Koranens Allah ligner mest den straffende Gud fra Det Gamle Testamente
9. Juleaften i Koranen
Blev Koranen sendt ned en nat?
Vi skal nu besøge sura 97, Bestemmelsen. Suraen lyder i Ellen Wulffs danske oversættelse:
-
Vi sendte den ned i Bestemmelsens Nat. Hvordan kan du vide, hvad Bestemmelsens Nat er? Bestemmelsens Nat er bedre end tusind måneder. I den stiger englene og ånden ned med deres Herres tilladelse, angående hver en sag. Den er fred, indtil daggryet bryder frem.
I den islamiske tolkning handler suraen om, at Koranen blev sendt ned til Muhammed. Men faktisk står der slet ikke "den" i den arabiske version. Ordet kan i hvert fald lige så godt betyde "ham" - det er 3. person hankøn (se her).
Koranen blev jo heller ikke sendt ned på en enkelt nat. Ifølge den islamiske fortælling blev den åbenbaret til Muhammed over en periode på 23 år. Det giver ingen mening, at Koranen skulle være sendt ned en nat - selvom muslimske fortolkere gør deres bedste for at fortolke, at Allah jo bare mente den allerførste åbenbaring.
Lingvisten Christoph Luxenberg (et pseudonym), som har arabisk som sit modersmål, mener, at sura 97 i virkeligheden er en julehistorie: Det var naturligvis Jesus, som kom ned til menneskene på julenat. Luxenbergs tese er, at dele af Koranen er kristne tekster på aramæisk, som blot er skrevet med arabisk skrift. I 600-tallets Mellemøsten var aramæisk det sprog i Mellemøsten , som de fleste jødiske og kristne religiøse tekster blev skrevet på. ifølge ham er Koranen oprindeligt en kristen gudstjenestebog - hvilket på aramæisk hedder: en qeryan-a. Nogle af dens læsninger har været på aramæisk - blandt andet sura 97.
Ifølge Luxenberg betyder "Bestemmelsens nat" på aramæisk også "Fødselsstjernens nat", og suraen indeholder ikke kun engle, der "stiger ned", men et englekor. De "tusind måneder" er tusind vigilier (vågenætter før en højtid).
Det giver rigtig god mening, at sura 97 handler om Jesus og ikke om Muhammeds første åbenbaring. Historien om Muhammeds første åbenbaring er nemlig slet ikke fredfyldt. Den foregik i en mørk hule, hvor Muhammed blev skræmt fra vid og sans af en ånd, som greb ham og fastholdt ham, og beordrede ham til at "læse op". Vi ved, at Koranens troende har troet, at Jesus var Messias, og at Jesus har betydet meget for dem. Så ville det da også være mærkeligt, hvis der ikke var en jule-sura i Koranen.
Bestemmelsen nat - var det i virkeligheden juleaften?
10. Var Muhammed oprindeligt Jesus?
Var Muhammed en titel ligesom Kristus?
De fleste tager i dag for givet, at Koranen blev åbenbaret til profeten Muhammed. Men faktisk er der intet i Koranen, som tilsiger dette. Navnet Muhammed er er kun nævnt 4 steder i Koranen, og hvis man ikke på forhånd var blevet fortalt historien om islams profet, så ville man ikke ane, at Koranen skulle havde noget med ham at gøre. I stedet kan Koranens "Muhammed" være en betegnelse for Jesus!
Muhammed betyder som sagt "Den lovpriste". Det var formentlig en titel, som sagtens kan være anvendt om Jesus. Akkurat som den græske titel "Kristus", der betyder "den salvede". Måske var Muhammed den titel, der blev brugt i den østlige, aramæiske kristendom om profeten Jesus, mens Kristus blev brugt i den vestlige, hellenistisk prægede kristendom om den guddommelige Jesus. Dette er i hvert fald, hvad gamle møntfund kunne tyde på: Der findes mønter fra 600-tallet, som bærer navnet Muhammed sammen med kristne kors.
Vi skal nu se på de 4 vers med Muhammed - og hvorfor det ikke er helt utænkeligt, at de handler om Jesus.
Der første vers finder vi i sura 3, som netop er en af de suraer, der har en del vers om Jesus:
-
3:144: Muhammed er kun en udsending, som andre udsendinge, der var før ham. Vil I vende om på hælen, hvis han skulle dø eller blive dræbt? Den, der vender om på hælen, tilføjer ikke Gud nogen skade; men Gud vil gøre gengæld mod dem, der er taknemmelige.
Flere steder i sura 3 står der, at Jesus var Allahs udsending - for eksempel i vers 3:53, hvor disciplene siger, at de følger udsendingen. Verset svarer næsten helt ordret til vers 5:75, som lyder: "Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham".
Edouard Marie Gallez argumenterer i artiklen References to Muhammed in the Koran for, at versets første del om Muhammed simpelthen er et indskud. Verset står i en sammenhæng, hvor de troende skal indgydes mod efter et nederlag. Det er slet ikke relevant i sammenhængen, at Muhammed kun er en udsending. Uden det, ville der stå:
-
"I ønskede jer døden, inden I mødte den. Nu har I set den med egne øjne [...] Vil I vende om på hælen, hvis han døde eller blev dræbt? Den, der vender om på hælen, tilføjer ikke Gud nogen skade; men Gud vil gøre gengæld mod dem, der er taknemmelige.
I sura 33 finder vi dette vers:
-
33:40: Muhammed er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Guds udsending og profeternes segl. Gud ved alting.
"Profeternes segl" fortolkes i islam som "den sidste profet". Men det kunne lige så godt fortolkes som "en bekræftelse af alle profeterne" - eller det, der beseglede deres profetier. Det er netop, hvad Jesus ifølge kristendommen gjorde. Kirkefaderen Tertullian (160-220) kaldte netop Jesus for Profeternes segl i sin fortolkning af Daniels Bog 9:24. Koranen siger selv flere steder, at Jesus kom for at bekræfte Toraen (fx 3:50 og 5:46)
I Bogen "Muhammad is Not the Father of any of Your Men: The Making of the Last Prophet" argumenterer David S. Powers for, at vers 33:40 er en senere tilføjelse til Koranen. Formålet var at sikre, at ingen nogensinde mere kunne gøre krav på profetværdigheden hverken gennem direkte slægtskab med profeten eller blot ved at hævde at være udvalgt af Allah. Læs mere under sura 33.
Vi tror på det, det blev sendt ned til Muhammed
I sura 47 støder vi igen på Muhammed:
-
47:2: Men de, der tror og gør gode gerninger og tror på det, der blev sendt ned til Muhammed; og det er sandheden fra deres Herre -, dem vil Han eftergive deres onde handlinger og give fred i sindet.
Også dette vers passer fint på Jesus. Allah gav jo ifølge Koranen Jesus visdommen i form af Evangeliet (57:27) med retledning og lys til at bekræfte Toraen (5:46). Og Jesus sagde selv til Israels børn: "Jeg er kommet til jer med visdommen, og for at forklare jer noget af det, hvorom I er uenige" (43:63).
Koranen erklærer to steder, at de troende, mu'minun, tror på det, der er blevet sendt ned til Moses, Jesus og profeterne (3:84, 2:136). Sjovt nok nævner de ikke det, der blev sendt ned til Muhammed i disse vers. Hvorfor ikke?
Sura 48 handler om, at de troende nok skal sejre. Den slutter med denne passage, som nævner Muhammed:
-
[Allah] er den, der sendte sin udsending ud med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion ... (48:28). Muhammed er Guds udsending, og de, der er med ham, er strenge over for de vantro, men barmhjertige mod hinanden. Du ser dem bøje sig og kaste sig ned i stræben efter gunst fra Gud, og velbehag. Deres tegn i ansigtet er en følge af, at de kaster sig ned. Dette er beskrivelsen af dem i Toraen og i Evangeliet: De er som korn, der sætter sine skud og så giver dem styrke, indtil de bliver tykke og står rankt på deres stilk, til fryd for dem, der har sået; gennem dem vil Han vække de vantros vrede ... (48:29)
Men der er noget underligt ved de vers: Hvem taler Koranen til (og kalder "du"), når den taler om Muhammed? Og hvordan kan Muhammeds følgere være beskrevet i Evangeliet - med mindre altså at der var tale om Jesu følgere.
Vers 48:29 peger nærmest direkte på Jesus ved at hentyde til lignelsen om det voksende korn. Og Jesus var jo faktisk også streng over for de vantro. For eksempel dengang hvor han "rensede Templet" og beskyldte vekselererne og duehandlerne for at have gjort Templet til "en hule for tyve og røvere". Hvis man skal følge hans eksempel, er man streng over for de vantro. Sjovt nok findes der i islamisk tradition også en historie om, hvordan Muhammed "rensede Kabaen" (fx Ibn Ishaq, s. 552).
Man kan også spørge: Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at præcisere, at Muhammed er Guds udsending? Det "lugter" lidt af, at "Muhammed er Guds udsending" er et indskud i den oprindelige tekst. Det hele ville i hvert fald hænge fint sammen uden.
Alt i alt kan vi konkludere, at alle 4 forekomster af Muhammed i Koranen passer rigtig fint på Jesus - dvs. Jesus som Koranen ser ham. Og det kan bestemt heller ikke udelukkes, at "Muhammed" er et senere indskud i teksten.
Opdateret juli 2022
Jesus var streng ved de vantro - da han rensede Templet og væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke (Matthæus, 21:12-17)
