(87) Sura 2: Koen (286 vers)

 

De siger de tror, men de har en sygdom i hjertet 

˒ - L - M. Dette er Skriften. Der er ingen tvivl om den. De, som tror, vil det gå godt. Men for de vantro kan det være lige meget, om du advarer dem eller ej, for de vil ikke tro. Gud har forseglet deres hjerte og deres hørelse, så de intet forstår. (2:7).

 

Nogle påstår at de tror på Gud og Dommedag, men de tror ikke. De vil bedrage Gud og de troende. De har en sygdom i hjertet (2:10). Når man siger til dem: "Lad være med at skabe fordærv", så påstår de, at de blot skaber forlig. (2:11). Og når man siger "Bliv troende, ligesom andre mennesker", så siger de: "Skulle vi tro som tåberne?" Men det er dem, der skaber fordærv og er tåber! De siger til de troende, at de tror, men når de er alene sammen med deres sataner, siger de noget andet til satanerne. De er døve, stumme og blinde!

​

Kom med en sura magen til, hvis I tvivler

I mennesker! Tjen jeres Herre! Han skabte jer og lagde jorden som et tæppe og satte himlen på som et bygningsværk. Hvis nogen tvivler på det, Vi har sendt ned, så kom da med en sura magen til, eller indkald de vidner, I har, ud over Gud! (2:23) Ellers venter helvedesilden, som er gjort klar til de vantro (2:24). Og bring de troende det glade budskab: De vil til evig tid blive forsørget i paradis og få rene hustruer (2:25).

 

De splitter fællesskabet, skaber fordærv

De, der bryder deres pagt med Gud, og som og splitter det fællesskab, som burde være forenet - de skaber fordærv og er fortabte! Hvordan kan I undgå at tro på Gud? (2:28). Han skabte alt på jorden til jer og rettede sig derefter mod himlen, som Han formede til syv himle! (2:29)

​

Fordrivelsen fra paradis og løftet til Adam

Da din Herre sagde til englene, at Han ville sætte mennesket på jorden (2:30), undrede de sig: Vil Du sætte nogen på jorden, som skaber fordærv? Vi priser dig jo. Men Han belærte dem: "Jeg ved noget, I ikke ved". Så lærte han Adam navnene på alting. Englene vidste kun, hvad Herren havde lært dem. Derfor kastede de sig ned for Adam, da Vi befalede det. Undtagen Iblis. Vi lod Adam og hans kone bo i Haven. Men Satan førte dem på afveje og fordrev dem (2:36). Så befalede Vi dem alle tre at stige ned, og gjorde dem til fjender.

 

Men Herren tilgav Adam og lovede: Hvis I får en retledning fra mig, så skal de, der følger den, ikke være bange. Men der, der er vantro, vil komme i Ilden!

 

Gud har vist Israels børn nåde

Israels børn! Hold pagten med Mig, så vil Jeg også holde pagten med jer (2:40). Tro på det, Jeg har sendt ned til jer, til bekræftelse af det, I allerede har! (2:41). Indhyl ikke sandheden i falskhed! Hold bøn, giv almisse, bøj jer ned sammen med de troende og frygt Dommedag! Tænk på den nåde, Jeg har vist jer: Jeg udmærkede jer frem for alle andre. Vi frelste jer fra Farao, og sendte manna og vagtler ned fra himlen. Vi gav Moses Skriften og Sondringen. Vi tilgav jer efter jeres fejltrin med Guldkalven. Dengang beordrede Moses sit folk til at dræbe deres egne, for det var bedst for dem hos Skaberen (2:54). Vi sluttede pagt med jer: "Hold godt fast i det, Vi har bragt jer! Husk, hvad der står i det!"

​

Gang på gang gik Israels børn for vidt

Gang på gang gik Israels børn for vidt. De pådrog sig Guds vrede, fordi de ikke troede på Guds tegn og var ulydige og slog profeterne ihjel med urette. 

 

Men de som troede - og de, der blev jøder, kristne (naṣārā) og sabier; de, som troede på Den Yderste Dag og handlede ret - de har intet at frygte. De skal nok få deres løn hos deres Herre (2:62).

 

Siden vendte I jer bort. I ved selv, hvordan nogle af jer brød sabatten, og Vi sagde til dem: Bliv til aber! (2:65)  Da Moses befalede dem at slagte en ko, som skulle være af en klar gul farve (2:69), havde de nær ikke gjort det (2:71). Siden er deres hjerte forhærdet som sten! (2:74)

 

De har bevidst forfalsket Guds tegn

Forventer I virkelig, at de vil tro jer?  En del af dem har bevidst forfalsket Guds tegn (2:75). De siger til de troende, at de tror. Men når de så er alene, så aftaler de at skjule det, som Gud har åbenbaret til dem, for at ikke at blive sagt imod. Men Gud ved, hvad de skjuler. Ve dem, der har skrevet et skrift med egen hånd og påstår, at det kommer fra Gud! (2:79). Spørg dem: "Har I ikke sluttet pagt med Gud?"

​

De bryder deres pagt, slår ihjel og fordriver

Vi sluttede pagt med jer. I måtte ikke have andre guder, skulle være gode mod forældre og slægtninge, tale venligt til folk, holde bøn og give almisse. I måtte ikke slå hinanden ihjel og fordrive hinanden. Men nu bryder I pagten. I slår hinanden ihjel og fordriver en del af jer fra deres hjem og gør fælles sag mod dem i fjendskab. Tror kun på dele af Skriften? De, der gør det vil få både vanære på jorden og den strengeste straf i det hinsidige! (2:85)

 

Israels børn var vantro og slog profeterne ihjel

Vi gav Moses Skriften og sendte Jesus ud med klare beviser, og styrkede ham med Den hellige ånd. Men I var altid hovmodige, når udsendinge bragte jer noget, I ikke brød sig om. Nogle kaldte I for løgnere, andre slog I ihjel. Og da Gud sendte et skrift til bekræftelse af det, de allerede havde, så troede de ikke på det (2:89). Gud har forbandet dem for deres vantro! De har solgt deres sjæl og pådraget sig vrede over vrede! De siger, at de kun tror på det, som er blevet sendt ned til dem selv, og ikke på det, der er kommet bagefter. Selvom den er sandheden! Sig til dem: "Hvis I er troende, hvorfor har I så tidligere slået Guds profeter ihjel?" (2:91).

 

Gud er fjende af de vantro

Vi sluttede pagt: I skulle holde godt fast i det, Vi sendte ned. Men allerede dengang var de ulydige. På grund af deres vantro blev de tvunget til at indtage kalven og optage den i hjertet (2:93). Hvor ulykkeligt er det ikke! Hvis det virkelig er rigtigt, at kun I kommer til Gud i efterlivet, så burde i ønske at dø. Men de klamrer sig endnu mere til livet end de, der sætter andre ved Guds side. Sig, at hvis nogen er fjende af Gabriel, som har sendt Koranen ned til dit hjerte, så skal de vide, at Gud er fjende af de vantro (2:98).

​

Kun gudløse tror ikke på det, der er sendt ned

Kun de gudløse tror ikke på de klare tegn, Vi har sendt ned til dig (2:99). En del af dem bryder de pagter, de slutter, og de fleste af dem tror ikke. Dengang, der kom en udsending til dem til for at bekræfte det, de havde, så kastede en del af dem Skriften om bag ryggen, som om de ikke havde viden. De fulgte satanernes budskab, som sår splid. De har solgt deres sjæl og vil få en pinefuld straf i det hinsidige. Hverken de vantro blandt Skriftens folk eller de, der sætter andre ved Guds side, ønsker, at noget godt bliver sendt ned til de troende (2:105). Men Gud udmærker hvem Han vil.

​

Tidligere vers kan ophæves

Vi kan ophæve vers eller lade det glemme. Så bringer Vi noget, der er bedre eller magen til. Gud er i stand til alt (2:106). Herredømmet over himlen og jorden tilhører Ham. Eller ønsker I måske at udspørge jeres udsending, ligesom Moses tidligere blev udspurgt? I så fald: Den, der bytter troen ud med vantro, er vildfaren!

​

De ville ønske, I blev vantro igen

Mange af Skriftens folk ønsker, at I blev vantro igen. De er misundelige. Bær over med dem - indtil Gud kommer med sin befaling. De siger: "Kun jøder og kristne (naṣārā) kommer ind i Haven". Men de troende skal ikke være bange: Enhver, der overgiver sig, kan komme ind i Haven. Jøderne og de kristne (naṣārā) siger om hinanden, at de ikke har noget at støtte sig til. Alligevel læser alle op af Skriften. Gud vil dømme imellem dem på Dommedag.

 

Nogle stræber efter at rive Guds bedesteder ned - og siger at Gud har taget sig en søn

Hvem er mere uretfærdig end de, der forhindrer, at Guds navn bliver nævnt på Hans bedesteder, og stræber efter rive dem ned? Det tilkommer slet ikke dem at gå derind! De påstår, at Gud har taget sig en søn. Men nej! Alle er underdanige i forhold til Gud. De, der ingen viden har, spørger hvorfor de ikke får et tegn, eller hvorfor Gud ikke taler til dem. Sådan sagde de folk, der levede før dem, også De ligner hinanden i hjertet. Men Vi har gjort tegnene tydelige for de troende. Vi har sendt dig ud for at advare og bringe det gode budskab.

 

De vil aldrig bliver tilfredse med dig

Hverken jøderne og de kristne (naṣārā) vil være tilfredse med dig, før du følger deres trosretning (2:120). Følg ikke deres lyster, så vil intet kunne hjælpe dig over for Guds vrede. Hold fast og sig: "Guds retledning er retledningen!" 

​

Men de, som har fået Skriften - og som læser den op på den rigtige måde - de tror. Og de, der ikke tror, er fortabte!

​

Abraham og Ismael byggede Husets grundmure

Israels børn! Tænk på den nåde, som Jeg har vist jer! Herren satte Abraham på prøve og gjorde ham til et forbillede for menneskene. Abraham spurgte så: "Hvad så med mine efterkommere?" Gud sagde: "Min pagt rækker ikke til dem, der handler uret."

 

Vi gjorde Huset til et sikkert sted og sagde "Tag Abrahams sted til bedested" (2:125). Vi pålagde Abraham og Ismael: "Rens Mit hus til dem, der går rundt om det, og som bøjer sig og kaster sig ned i bøn". Abraham og Ismael byggede Husets grundmure (2:127). De bad Gud om, at gøre deres efterkommere til et fællesskab, der overgiver sig til Gud (2:128): Herre! Send dem en udsending til , en af deres egne, som kunne læse Guds tegn op og lære dem Skriften og Visdommen og rense dem (2:129). 

 

Abrahams trosbekendelse

Kun en tåbe vil vende sig væk fra Abrahams trosbekendelse. Han sagde: "Jeg overgiver mig til alverdens Herre". Han og Jakob sagde til deres sønner: "Gud har valgt religionen for jer. Dø ikke uden at have overgivet jer!". Jakobs sønner sagde: "Vi vil tjene din gud, din og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks gud, én gud".

 

Men nu siger de, at man skal blive jøder eller kristne (naṣārā)! Nej! Det er Abrahams trosbekendelse, der gælder (2:135). Sig, at I tror på alt, hvad Gud har sendt ned til Abraham og stammerne, og på det, der blev givet til Moses og Jesus, og på det, der blev givet til profeterne. Sig: "Vi gør ikke forskel på nogen af dem".

 

Hvis de ikke tror på det samme som jer, så er det dem, der er i splid (2:137). Eller påstår de måske, at Abraham, Ismael, Jakob og stammerne var jøder eller kristne? (naṣārā) Det ved Gud bedst! Hvem handler mere uret end dem, der skjuler Gud sandhed?

​

En ny bederetning

Tåberne undrer sig: "Hvorfor har de ændret deres bederetning?" Sig, at østen og vesten tilhører Gud, og han retleder hvem Han vil. Vi gjorde de troende til et fællesskab midt imellem, så de kan være vidner for alle andre folk (2:142), og så Udsendingen kan være vidne for jer. Den tidligere bederetning var kun for at vide, hvem der fulgte Udsendingen (2:143) og hvem der vendte sig væk.

 

Vi ser dig jo vende dit ansigt mod himlen, fra den ene side til den anden. Vend dig nu mod Det Fredhellige bedehus (Masjid al-Haram). En retning, du finder behag i (2:144). Vend jeres ansigt mod det, hvor I end kommer fra, og hvor end I befinder jer. De, der har fået Skriften ved, at det er sandheden. Men en del af dem skjuler sandheden (2:146).

​

Vi har sendt en udsending af jeres egne

Vi har sendt en udsending iblandt jer - en af jeres egne - til at læse Guds tegn op, til at lære jer Skriften og Visdommen, og til at rense jer og lære jer, hvad I ikke vidste. (2:151)

​

At udholde prøvelser og at dø for Guds sag

Søg  tilflugt i udholdenhed og bøn. Vi sætter jer på prøve med frygt, sult, tab af ejendele, liv og afgrøder. Men hvis nogen bliver dræbt for Guds sag skal man ikke tro, at de er døde. De lever (2:154). Bring det gode budskab til de, der holder ud og er faste i troen, selvom ulykken rammer. De er retledte, og Guds barmhjertighed vil være over dem.

​

Safa og Marwa er helligsteder

Safa og Marwa er Guds helligsteder, så der er intet forkert i at gå rundt om dem, når man valfarter til Huset. Gud ved, når man gør noget godt (2:158). Han forbander dem, der skjuler, hvad Han har sendt ned, selvom de kender sandheden. Alle forbander dem! (2:159) Gud vil dog tilgive dem, der omvender sig. Men de, der lever og dør som vantro - over dem hviler både Guds, englenes og alle menneskers forbandelse (2:161). Til evig tid.

 

Nogle sætter andre lige med Gud

Nogle har andre, som de gør ligeværdige med Gud og elsker lige så højt. Men hos de troende er kærligheden til Gud stærkere. Hvis bare de, der handler uret, kunne se straffen, så ville de vide, at magten tilhører Gud (2:165). På Dommedag vil de fortryde at de har fulgt de forkerte. Men det vil ikke redde dem fra ilden.

​

De vil ikke følge det, som Gud har sendt ned

Når man siger til dem: "Følg det, som Gud har sendt ned!", så siger de, at de vil følge det, som deres fædre holdt sig til. Men deres fædre var ikke retledte. De er døve, stumme og blinde og forstår intet (2:171).

​

I, der tror: Spis kun af de gode ting. Gud forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød. De, der skjuler, hvad Gud har sendt ned af Skriften, de fylder kun maven med ild! De vil få en pinefuld straf. Sådan er det, fordi Gud har sendt Skriften med sandheden ned.

 

Fromhed

Fromhed er ikke, om man vender sig mod øst eller vest, men om man tror på Gud og den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne, holder bøn og giver almisse, holder sine aftaler og er udholdende i modgang. 

 

​​Regler for drab, testamente og faste

I  troende.

​

• Drab skal gengældes lige for lige: Mand for mand, kvinde for kvinde, slave for slave. Man kan dog betale sig ud af det. Det er en lempelse, som sparer liv (2:178).

• I skal have et testamente der tilgodeser forældre og nære slægtninge (2:180).

• I skal faste i måneden Ramadan, hvor Koranen blev sendt ned som bevis på retledningen og Sondringen. Der er dog muligheder for at blive undtaget. Sex med hustruer er tilladt under fasten. I plejede at bedrage jer selv, men nu skal I ligge med dem. Dog ikke når I skal holde andagt i bedehuset. Overhold fasten til om aftenen, og så må I spise og drikke, til I kan skelne en hvid tråd fra en sort i daggryet! (2:187).

​

Opfordring til kamp: Dræb de vantro

Kæmp for Guds sag mod dem, der kæmper mod jer! (2:190). Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Det er gengældelsen for de vantro. Fristelse til frafald er nemlig værre end drab. Dog må I ikke kæmpe ved Det fredhellige bedehus. Kun hvis de vantro selv gør det - i så fald skal man dræbe dem (2:191). Der skal kæmpes indtil der ikke længere er fristelse til frafald og religionen er Guds (2:193). Hvis de vantro holder inde, vil Gud dog være tilgivende og barmhjertig.

​

Den fredhellige måned er fredhellig! Men hvis nogen begår overgreb, skal I begå overgreb mod dem svarende dertil. Lige for lige. Gud er med de gudfrygtige (2:194).

​

Regler for pilgrimsfærden

I skal gennemføre valfarten for Gud (2:196). Den foregår i nogle bestemte måneder. Der er regler for offergave og hvordan man skal rage hovedet. Kønslig omgang og strid er forbudt. Husk, at Gud ved alt. Når I går i optog fra Arafat-bjerget, så gå med i optoget derfra, hvor de andre går. Tænk på Gud ved det hellige kultsted - tænk på, hvordan Han har retledt jer, selvom i tidligere var vildfarne (2:199).

​

Advarsel mod at lade sig friste af det jordiske

Nogle beder bare Gud om at få noget godt i det jordiske liv. De vil ikke få løn i det hinsidige. Men de, der også beder Gud om at blive skånet fra Ilden, de vil  få en del af deres belønning i forskud allerede på jorden. Nogle taler lokkende om det jordiske liv. Men de er dine værste modstandere (2:204). De stræber kun efter fordærv. For de vantro fremstår det jordiske liv i et smukt lys, og de gør nar af de troende. Men på Dommedag vil de troende stå over de vantro (2:212). 

​

Menneskene var engang ét fællesskab - men så kom Skriften og  profeterne

Menneskene var engang ét fællesskab. Men så sendte Gud profeterne og Skriften ned med sandheden til at dømme mellem dem, når de var uenige. Men de, de havde fået Skriften, blev uenige om den. Men så ledte Gud de, der tror, til sandheden. Gud leder hvem Han vil til den lige vej (2:213)

​

Prøvelse og modgang

Lad jer ikke sig ryste af modgang. Troede I virkelig, at I kan komme ind i Haven uden prøvelse? Troende før jer blev også rystet, og også de håbede sammen med deres udsending på Guds hjælp. Guds hjælp er nær (2:214)

​

Regler for ægteskab og skilsmisse mv.

De spørger om forskellige ting. Her er svarene:

​

• Hvad de skal give bort: Det skal være til forældre, nære slægtninge, forældreløse, fattige og  vejfarende. Hvad man har tilovers (2:219)

• Vin og hasardspil: Begge dele er syndige, men også til nytte. Det syndige er dog mere alvorligt end deres nytte (2:219)

• De forældreløse: Det er bedst at handle ret imod dem (2:220).

• Giftermål: Man må ikke gifte sig med vantro kvinder, før de er blevet troende, og man må ikke bortgifte kvinder til vantro mænd, før de er blevet troende. Hellere gifte sig med troende slaver end med vantro, som lokker til Ilden (2:221).

• Menstruation: Det er en lidelse. Man skal holde sig fra kvinderne indtil de er rene igen. Først når de har renset sig, må man gå til dem (2:222). Kvinderne er som pløjejord, og man kan gå til sin pløjejord "som man vil" (2:223)  

• Skilsmisse - ventetid: Fraskilte kvinder har en venteperiode, så man kan se om de er gravide. Mændene kan tage dem tilbage i denne periode. Kvinder har "med ret og rimelighed" krav på det samme fra mændene. Dog står mændene et trin over dem (2:228).

• Skilsmisse - antal gange:. Man kan kan kun skille sig fra sin kone og tage hende tilbage to gange. Tredje gang er endegyldig. Herefter kan man kun tage hende tilbage, hvis hun i mellemtiden har været gift med en anden (2:230).

• Enker har også en ventetid. Man må godt antyde ægteskabstilbud, men først beslutte sig efter periodens udløb. Enker har testamentarisk krav på på underhold i et år, hvor de ikke må sendes bort.

• Fraskilte kvinder har krav på underhold "med ret og rimelighed" (2:240).

• Overhold bønnerne!

​

Det er foreskrevet jer at kæmpe

Jeres forskrift er at kæmpe. Også selvom det skulle være jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Gud ved, hvad der er bedst, det gør mennesker ikke. (2:216)

 

Man må gerne kæmpe i den fredhellige måned

De spørger, om man må kæmpe i den fredhellige måned. Sig, at det er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer for Gud og hindre adgangen til Det fredhellige bedehus, og fordrive dem, der er i det, er endnu værre. Fristelse til frafald er værre end drab. De vantro vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil I frafalder. Men hvis man gør det og dør som vantro, så vil man brænde i Helvede til evig tid, og alle ens handlinger vil være spildt (2:217).

​

Så kæmp for Guds sag! Det er som at give Gud et lån: Man vil få det tilbage mange gange større (2:245).

 

Historien om Saul, som blev konge og kæmpede for Guds sag

Israels børn bad engang en af deres profeter om at få en konge, så de kunne kæmpe for Guds sag. Men da det så blev dem foreskrevet at kæmpe, ville de fleste alligevel ikke. Gud sendte Saul til dem som konge. Men de tvivlede - for hvordan kunne han være konge, når de var mere berettigede, og Saul ingen formue havde?

​

Så satte Gud folket på prøve, og det endte med at kun de, der troede, gik med Saul. De var i undertal mod Goliat og hans hære. Men de bad Gud om hjælp mod de vantro folk. Og hvor ofte har ikke en lille flok med Gud hjælp sejret over en stor flok? (2:249) Gud hjalp de troende, og David dræbte Goliat og fik kongemagten. Dette er Guds tegn!

 

Gud er mægtig -  så der er ingen tvang i religionen

Gud er så mægtig, at Hans trone spænder over himlene og jorden (2:255). Der er ikke nogen tvang i religionen. Den rette vej er jo blevet tydelig over for vildfarelsen (2:256). Gud er de troendes ven, og den, der fornægter afguderne og tror på Gud alene, har fat den lange ende. Afguderne er de vantros venner og fører dem ind i mørket. De vantro hører til i Ilden, til evig tid.

​

Tre eksempler på at Gud er i stand til alt

Abraham fik engang en vantro til at tabe mælet: De var uenige om hvem Gud havde givet kongemagten. Abraham sagde, at hans Herre giver liv og bringer død. Den vantro mente, at han da også kunne give liv og bringe død. Men Abraham sagde: Gud får solen til at stå op i øst. Få du den til at stå op i vest! Så tabte den vantro mælet (2:258).

 

En anden gang lod Gud en mand være død i 100 år, hvorefter Han genopvakte ham. Mandens æsel var i mellemtiden blevet til knogler. Men nu rejste Gud æslets knogler op og beklædte dem med kød. Derefter sagde manden: "Jeg ved nu, at Gud er i stand til alt." (2:259)

​

Abraham bad engang Gud om at vise ham, hvordan Han kan vække de døde til live. Gud sagde til Abraham, at han skulle tage fire fugle og skære i stykker. Han skulle så lægge et stykke af dem på hvert bjerg. Og når han så kalde på dem, vil de komme susende.

​

Giv bort for Gud sag

I, der tror! At give bort af sin ejendom for Guds sag er som at så et korn og kunne høste 700 korn. Men hvis I forventer modydelser eller laver krænkelser, så vil det hele blive til intet hos Gud. Det samme hvis man bare giver sin ejendom bort for et syns skyld og ikke tror rigtigt på Dommedag (2:264).

​

Hvad nu, hvis der var en, som alderdommen havde indhentet, og som havde mindreårige børn. Ville han så bryde sig om at eje en frugtbar have, hvis den pludselig blev ramt af ild og alt gik til? Nej vel. Sådan gør Gud tegnene tydelige (2:266).

 

Det er godt at give almisse åbenlyst, men bedre at gøre det skjult. Det man giver til de fattige, som er kommet i vanskeligheder for Guds sag, er til fordel for én selv. Hvis man gør det skjult, kan man endda udsone nogle af sine onde handlinger (2:271)

 

En mands vidnesbyrd svarer til to kvinders

Nogle siger, at rente er det samme som handel. Men det passer ikke. Gud har erklæret handel for tilladt og rente for forbudt. Hvis man tager rente, havner man i Ilden sammen med de vantro (2:275). Gud ophæver renten på jorden, men til gengæld får giver Han fuld rente af almisserne i det hinsidige (2:276).

 

Sådan skal I skal håndtere det, hvis I låner hinanden penge: Skriv det ned - og når I indgår kontrakten, skal I indkalde to mænd som vidner. Men hvis I ikke kan finde to mænd, kan den ene af dem erstattes af to kvinder. For hvis den den ene kvinde så fejler, så kan den anden jo påminde hende (2:282),

 

Vi hører og adlyder!

Udsendingen tror på Koranen. Det gør de troende også. De tror på Gud, Hans engle, Hans skrifter og alle Hans udsendinge. De gør ikke forskel på udsendingene. De siger: Vi hører og adlyder (2:285), og beder deres skytsherre om hjælp mod de vantro folk (2:286). 

​

------------ oOo ------------

​

Den islamiske læsning: Muhammeds første tid i Medina

Sura 2 blev ifølge den islamiske fortælling åbenbaret til Muhammed i den første tid i Medina - over en periode på 2 år. Medina hed dengang Yathrib og var beboet af 3 jødiske klaner og 8 arabiske klaner. ​De arabiske klaner havde i mange år været i konflikt, og de havde inviteret Muhammed som en neutral leder og profet i håb om fred. De, der tog imod emigranterne kaldtes hjælperne. De havde svoret Muhammed troskab. Muhammed oprettede nu et islamisk samfund - en umma - af emigranterne og deres hjælpere i Medina og trådte nu i karakter som leder og lovgiver, og ikke bare prædikant. Ved ankomsten lavede han et dokument, Medina-traktaten, som regulerede forholdet mellem de forskellige grupper i Medina. Dokumentet indebar en "pagt" med jøderne, som gav dem retten til deres religion og besiddelser, så længe de "fulgte de troende". Men ikke alle fra de arabiske stammer ville opgive deres hedenskab, og Muhammed kom hurtigt på kant med Jøderne i Medina, som hverken ville anerkende ham som profet eller tro på hans åbenbaringer. Det var kritisk, for Muhammed havde jo sagt, at hans åbenbaringer var en bekræftelse af Toraen. Mange vers i sura 2 harcelerer derfor mod jøderne.

​

Den "nazaræiske" læsning: Alliancen mellem en gruppe jøder og arabere

Et andet bud på en kontekst er "den nazaræiske læsning" af Koranen: En gruppe kristne jøder - Koranens naṣārā - som troede, at Dommedag og Jesu genkomst var nær, allierede sig med eller startede en mission blandt kristne arabere i Levanten og Mesopotamien for at få arabernes hjælp til at erobre Jerusalem. Målet var at genopbygge Templet. De oplærte arabiske prædikanter til at missionere og lavede en arabisk samling af hellige skriftsteder (en koran) til dem. Ultimativt erobrede alliancen af disse jøder og arabere Jerusalem.

 

Tesen er baseret på en analyse af Koranens egen tekst, men den passer forbløffende godt med rigtige historiske begivenheder: Flere kilder fortæller, at araberne var sammen med nogle jøder, da de erobrede Jerusalem fra byzantinerne i 637, og at et tempelbyggeri gik i gang. Jøder og arabere senere blev uvenner. Hos den armenske krønikeskriver Sebeos (661) kan man se spor af disse begivenheder. 

 

Også i den islamiske tradition er der spor af naṣārā: Waraqa bin Nawfal, fætter til Muhammeds første kone Khadija. Han beskrives som naṣārā (hvilket fejlagtigt er oversat til kristen). Det fortælles, at han skrev fra Evangeliet med hebraiske bogstaver (her), og at han læste Evangeliet på arabisk (her). Hele 3 ikke-islamiske kilder (Midrash of the Ten Kings, Thomas Artsruni og Michael Syreren) beretter om, at nogle jøder allierede sig med Muhammed og gav ham en jødisk kone (se Hoyland s. 509). (Se mere om den nazaræiske læsning her)

 

I det lys kan sura 2 læses sådan:

​

• De vantro jøder, som Koranen harcelerer mod, er rabbinske jøder.De havde forbrudt sig ved at skrive deres eget skrift, Talmud (2:79), som skjulte og forfalskede det, der står i Toraen (Skriften). Især skjulte de tegnene på, at Jesus er Messias, som Gud jo sendte ned for at bekræfte Toraen. Det var en intern jødisk strid, som arabere nu blev en del af. Der var i starten af 600-tallet adskillige Talmudiske akademier i Mesopotamien, blandt andet i Al-Mada'in, og det er absolut ikke utænkeligt, at heftige diskussioner med rabbinske jøder netop kan have fundet sted her. Se også:

 

• Sura 45: Skriftens folk blev uenige om Skriften og Jesus

• Sura 42: De to byer - var det mon Al-Mada'in ("byerne")?

​

• Valfarten og Huset (Masjid al-Haram), hvis ritualer de troende introduceres til i sura 2, handler om templet i Jerusalem. Tempelbjerget er Abrahams sted (2:125) - det sted, hvor Gud testede Abrahams tro, da han nær ofrede Isak. Dette vidste alle, både jøder og kristne, i starten af 600-tallet. Safa og Marwa, som ifølge Koranen er helligsteder (2:158), er Scopusbjerget og Moriabjerget (Tempelbjerget) i Jerusalem.

​

• Abraham og Ismael, som ifølge vers 2:125 er pålagt af Gud at "rense Huset" til de, der går rundt om det, og som ifølge og 2:127 byggede grundmurene, skal læses som "Abrahams folk" og "Ismaels folk", dvs. naṣārā og araberne. Der var jo ingen, der gik rundt om noget "Hus" i Mekka på Abrahams tid. Men naṣārā og araberne skulle erobre Jerusalem, så Templet (Guds Hus) kunne fuldføres og komme i brug. Der kan nemlig godt havestået nogle grundmure: Efter persernes erobring af Jerusalem i 614 havde jøder under ledelse af  Nehemiah ben Hushiel  magten i byen i en kort periode, inden de blev afsat og lederne fordrevet (læs om det her). Det fortælles, at der blev igangsat tempelbyggeri på Tempelbjerget.

 

• Bederetningen ændres i vers 2:144 - men ikke fra Jerusalem til Mekka, sådan som den islamiske tolkning siger. Koranens beskrivelse ligner, at den ændres fra en kristen bøn mod himlen til Tempelbjerget i Jerusalem, det forbudte bedested (Masjid al-Haram), som jo faktisk var forbudt for jøderne på det tidspunkt. Alle jøder vidste, at Jerusalem er den sande retning - også de rabbinske, som ellers "skjuler meget". Det giver ingen mening, at jøder på den tid skulle have vidst, at Mekka var den sande retning. 

​

• At kæmpe var naturligvis nødvendigt for at kunne gennemføre valfarten og genopbygge Templet. De kristne, som i Koranen kaldes Mushrikun (de, som sætter andre, dvs. Jesus, ved Guds side) havde magten i Jerusalem, og de havde fordrevet de fleste jøder derfra og gjort Tempelbjerget til en losseplads og i øvrigt forbudt for jøder.

​

Verset om abrogation

Vers 2:106 siger, at tidligere vers kan erstattes af nye vers, som enten er bedre eller lige så gode. Dette er den islamiske regel om abrogation. Det betyder, at hvis der er uoverensstemmelse mellem 2 vers i Koranen, så gælder det senest åbenbarede. Reglen er en praktisk måde at løse problemet med divergerende budskaber i Koranen på. Visse islamiske fortolkere, som holder fast i, at intet i Koranen kan abrogeres, mener dog, at verset blev nedsendt som svar på jødernes undren over divergens mellem Koranen og Toraen.

 

Karavaneoverfaldet i Nakhla

Vers 2:217 er ifølge den islamiske historie relateret til en episode, hvor nogle muslimer angreb en mekkansk karavane ved Nakhla i 624. Det var det første succesfulde karavaneoverfald - der havde tidligere været "ekspeditioner". En mekkaner blev dræbt, 2 blev taget til fange, og meget bytte blev bragt tilbage til Medina. Men folk i Medina var chokerede over, at det skete i den hellige måned. Muhammed billigede det i første omgang ikke. Men så blev verset åbenbaret: Allah erklærede, at det var retfærdig gengæld mod de vantro. Muhammed tog en femtedel af krigsbyttet, og kort efter besluttede lederen af en af de arabiske klaner at støtte Muhammed, og deltog selv på togterne.

​

Kvinde er som pløjejord

Vers 2:223 er det famøse "pløjejordsvers". Flere hadith'er (fx denne) fortæller om tilblivelsen af verset: Ibn Umar havde en kone, som ikke ønskede samleje "bagfra". Alle i Medina kendte sjovt nok til hans problem. Så blev verset åbenbaret til Muhammed - og Allah gav ham lov til at gøre det alligevel: Han kunne gå til hende, som han ville. Sex-stillingen fremstilles endda i hadith'en som et arabisk opgør med den jødiske skik for samleje, som åbenbart kun er "på én side". Hadithen er et godt eksempel på, hvordan historier om Muhammed, nedfældet flere hundrede år efter Koranen, har opfyldt forskellige behov i deres samtid - lige fra guddommelig opbakning til valgfri sexstillinger, til at lægge afstand til jødedommen.  

​

En apokryf beretning

​Vers 2:259: Historien om, at Allah lod en mand være død i 100 år og genopvakte hans æsel kan være en hentydning til den apokyfe jødiske beretning om Jeremias' tjener Abimelech, som blev skånet fra at opleve Jerusalems ødelæggelse, da Gud lod ham sove i 100 år. Historien findes i 4 Baruch. (se her)