top of page
HVEM VAR PROFETEN MUHAMMED?
Islams profet og hans gerninger ifølge den traditionelle historie
Ifølge islam er Koranen åbenbaret til Muhammed over en periode på 22 år. Hans livshistorie udgør således konteksten for åbenbaringerne. Læs historien om Muhammed inden du læser Koranen kronologisk. Så har du baggrundsviden og får bedre udbytte af det. Du vil opleve, at Koranen og Muhammed passer sammen som fod i hose, og at Koranen er fuld af "spor" af Muhammeds liv. Men pas på: Det hele er en illusion (se her hvorfor).
Kilder og kildekritik
1. Kilderne til historien om Muhammed
Vi kender historien om Muhammed fra 3 forskellige islamiske kilder:
-
Koranen indeholder masser af vers, som angiveligt antyder ting i hans liv, fx "Han [Allah] fandt dig forarmet og gjorde dig rig" (93:8) og "Profet! Hvorfor forbyder du dig selv, hvad Allah har tilladt dig, i ønsket om at gøre dine hustruer tilpas?" (66:1) og "Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte ... " (33:50). Koranen menes at være samlet og kanoniseret i en eller anden form i slutningen af det 7. århundrede. Læs mere om Koranens historie her.
-
Hadith, som er overleveringer om, hvad Muhammed sagde og gjorde. Der findes mange hadith-samlinger, hvoraf 6 (inden for Sunniislam) regnes for pålidelige af muslimske lærde. Sahih Bukhari og Sahih Muslim har højest status. Hadith begyndte at cirkluere i 700-tallet, parallelt med tilblivelsen af islamisk lov. De blev indsamlet og skriftliggjort i sidste halvdel af 800-tallet, nogle lidt senere, altså 200-300 år efter Muhammeds død.
-
Biografier om Muhammed: Den første biografi var Sirat rasul Allah, skrevet af Ibn Ishaq ca. 120 år efter Muhammeds død. Ishaqs biografi gik dog tabt men har til dels overlevet i senere redigeringer af Ibn Hisham (død 833, godt 200 år efter Muhammeds død) og senere Ibn Jarir al-Tabari (838-923). Det er fra dem, vi har fået at vide, at Ibn Ishaqs biografi har eksisteret. Ibn Ishaqs biografi, som er frit tilgængelig på nettet, er den kilde, som alle de efterfølgende biografier bygger på.
Historien nedenfor på denne side er baseret på disse islamiske kilder. Derfor skal den tages med et gran salt. Forskere har i mange år vidst, at historien om Muhammed, som vi kender den fra biografierne og hadith, langt fra er troværdig. I mange tilfælde kan begivenheder i Muhammeds liv meget vel være opfundet til at forklare passager i Koranen. Du kan læse mere om det her:
-
10 grunde til at historien om Muhammed er en myte
-
På sporet af den historiske Muhammed
-
Sådan blev Koranen til - historisk
Men hvorom alting er: Her kommer fortællingen om Muhammed:
Ibn Ishaq (d. 761 eller 770) var ifølge islamiske kilder den første, som skrev Muhammeds historie 120 år efter hans død. Hans værk gik tabt, men er delvist gengivet hos ibn Hisham (d. 833).
Forældreløs
2. Muhammeds barndom - forældreløs
Muhammed blev født ca. 570 i Mekka. Han tilhørte Hashim-klanen inden for Quraysh-stammen, som var den dominerende stamme i Mekka. Det var dog gået tilbage for Hashim-familien, og den var ikke var blandt de ledende i Mekka.
Muhammeds far hed Abdullah, hvilket betyder "Allahs slave". (Læg mærke til, at Allah faktisk var en af de arabiske "hedninges" guder). Abdullah døde allerede inden Muhammed blev født. Kort efter fødslen blev Muhammed sendt ud til en beduin-plejemor i ørkenen. Han kom tilbage til sin mor Amina som 2-årig, men da Muhammed var 6 år, døde hun. Herefter kom Muhammed under sin farfars beskyttelse, men da han var 8 døde også farfaderen. Muhammed kom herefter i sin onkel Abu Talibs varetægt. Som teenager fulgte Muhammed sin onkel på handelsrejser til Syrien. Her har han formentlig set nogle af ruinerne efter de forhistoriske folk, fx folket Thamud, som er nævnt mange gange i Koranen.
Ifølge de islamiske myter var der i løbet af Muhammeds barndom mange mirakuløse tegn på, at han var Allahs udvalgte. Blandt andet fik han åbnet sit bryst og renset sit hjerte af to engle, og jødiske og kristne vise mænd kunne se, at han var den, der var forudsagt i deres skrifter. Tegnet var, at han havde et modermærke mellem sine skuldre, som var "Profeternes segl" (Sahih Muslim 2346)
Matchende "spor" i Koranen:
Amina med "Muhammedbarnet" inden han blev bragt ud til en beduinkvinde.
(Bemærk ligheden med en tilsvarende scene i kristendommen)
Gift med Khadija
3. Gift med Khadija
Som ung mand kom Muhammed i tjeneste hos den rige enke Khadija. Hun var en succesfuld handelskvinde, hvis handelskaravaner var større end de andres. Hun havde været gift to gange tidligere og friede selv til Muhammed. De blev gift, da han var 25 og hun var 40. Det betød, at Muhammed nu blev velstående.
Ifølge den islamiske tradition fik de på trods af hendes alder 6 børn: To sønner, som begge døde som små, og fire døtre, som levede. Dog mener shia-muslimerne, at det kun var den yngste datter Fatima, som var Muhammeds, mens de 3 andre var fra Khadijas tidligere ægteskaber. Der var to andre børn i Khadijas husholdning, nemlig Zayd, en slavedreng som Muhammed senere adopterede, og Ali, som var Muhammeds fætter. Ali blev senere Muhammeds svigersøn, da han blev gift med Fatima. Muhammed var monogamt gift med Khadija i 25 år. Først efter hendes død gik han over til polygami, og han forsømte ikke at fortælle sine nye unge koner om Khadija. Aisha, hans barnebrud, fortæller, at hun var jaloux på Khadija.
Matchende "spor" i Koranen
Khadija (555 - 620), Muhammeds først kone. Succesfuld handelskvinde i det polyteistiske Mekka.
Skræmmende åbenbaringer
4. Skæmmende åbenbaringer og selvmordstanker
Muhammed trak sig af og til tilbage til øde steder, ofte i dagevis, for at gruble. En dag, hvor han opholdt sig i en hule på Hira-bjerget havde han en skræmmende oplevelse: En kraft greb fat i ham og befalede ham at "læse op". Han sagde, at han ikke vidste hvordan. Den holdt ham fast og pressede så hårdt, at han ikke kunne holde det ud, tre gange.
Derefter løb han rædselsslagen hjem til Khadija og bad om at blive dækket til. Han var bange for, hvad der skete med ham. Men Khadija sagde, at Allah aldrig ville vanære ham. Hun tog ham med til sin fætter Waraqa, som var kristen og kunne skrive. De fik Muhammed overbevist om, at det var englen Gabriel, han havde mødt, den samme som Allah havde sendt til Moses. (Læg mærke til at Muhammed ikke selv var overbevist). Muhammed var bange for, at folk ville jage ham bort, og Waraqa sagde, at aldrig havde en mand haft et budskab som Muhammeds, uden at han var blevet mødt med fjendtlighed.
Efter Waraqas død stoppede den guddommelige inspiration for en tid. Muhammed blev da så fortvivlet, at han ville kaste sig ud fra et bjerg. Men da han skulle til at kaste sig ud, viste Gabriel sig og sagde, at Muhammed i sandhed var Allahs budbringer. Dette skete flere gange, hvor der gik for lang tid mellem åbenbaringerne.
Matchende "spor" i Koranen
Indgangen til Hira-hulen, hvor en kraft greb Muhammed.
Modvilje i Mekka
5. Modvilje mod Muhammeds budskab
Da Muhammed begyndte at recitere offentligt, som stemmen havde befalet ham, troede folk umiddelbart, at han var blevet besat. Engang havde Muhammed kaldt folk sammen uden for byen for at advare, som man gjorde, når fjenden var på vej. Da Muhammed så advarede mod Allahs straf og dommedag, blev hans onkel Abu Lahab irriteret på ham. Episoden resulterede i en åbenbaring fra selveste Allah (sura 111), som forbandede Abu Lahab og hans kone.
Muhammed fik sine første tilhængere i sin nærmeste familie, men også nogle fra Mekkas underklasse blev tiltalt af hans budskab om et bedre liv i det hinsides og at vellevned på jorden førte til Helvede. Muhammeds tale om Dommedag blev dog tolereret, indtil han begyndte at angribe Mekkanernes guder. Quraysh-stammens ledere ville ikke lytte til ham, og de sagde til folk, at de ikke skulle følge ham. Muhammed stod dog under sin onkels beskyttelse, og af agtelse for ham og Khadija undlod de at straffe Muhammed for hans fornærmelser.
På et tidspunkt var Muhammed dog ved at give efter. Han ønskede at vinde Quraish's tilslutning: Han fik en åbenbaring om, at Mekkanernes yndlingsgudinder, som de regnede for at være Allahs døtre, alligevel havde en særligt ophøjet status hos Allah. Mekkanerne blev glade og bøjede sig endda ned i bøn sammen med Muhammed. Men så trak Muhammed versene tilbage. Gabriel havde gjort ham opmærksom på, at det var Satan, som havde sendt ham nogle falske vers - de såkaldte Sataniske vers. Episoden bevirkede, at Muhammed mistede troværdighed, og at forholdet igen blev anstrengt..
Matchende "spor" i Koranen
-
Sura 68 - De siger: "Han er besat!" (68:51)
-
Sura 111 - Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! (111:1)
-
Sura 25 - Han havde nær forledt os til at opgive vore guder (25:42)
-
Sura 17 - De havde nær fået lokket dig bort fra det, som Vi har åbenbaret for dig, så du fandt på noget anderledes om Os. Da ville de have taget dig til sig som ven. (17:72)
Guidet tur: Islamofobi i Koranen - De sataniske vers
Gudinden al-Lat, som mekkanerne tilbad, men som Muhammed nedgjorde.
Koranens fortælling udvikles
6. Koranens budskab udvikles
En anden umiddelbar reaktion på Muhammeds "oplæsning", var, at han blot fortalte gamle sagn. Det gjorde han sådan set også. Jødiske og kristne fortællinger var i omløb på Muhammeds tid, sammen med mange andre historier. Koranen "indikerer" at Muhammed på et tidspunkt fik en lærer, som har været jøde eller kristen og ikke var araber. Koranens fortælling udviklede sig nu fra advarsler om straffen på Dommedag til at omfatte de store bibelske profeter: De havde alle, tillige med nogle arabiske sagnfigurer, været Allahs udsendinge. Muhammed var nu kommet som Allahs udsending til araberne for at redde dem fra at blive udslettet af Allah for ikke at tro ordentligt, dvs. sætte andre guder ved Allahs side.
Muhammeds (og Allahs) forklaring på, at Koranen lød som gamle sagn, var, at Koranen var en "bekræftelse" af Toraen og Evangeliet, som Allah også havde "sendt ned". Muhammed fortalte, at jøder og kristne kunne bekræfte Koranens budskab. Nogle af Skriftens folk, fortalte han, var dog kommet væk fra den rette vej. De var blevet uenige (kristne og jøder), hvilket var ulydighed mod Allah. Derfor var Muhammed nu den, der var sendt til lede alle ad Allahs rette vej. Alle de tidligere profeter havde ifølge Muhammed prædiket det samme budskab som ham: "Frygt Allah og adlyd mig!".
Beviset på, at Koranen virkelig var fra Allah - og ikke blot en afskrift af gamle sagn - var, at Koranen var på arabisk, og at Muhammed aldrig tidligere havde læst eller skrevet noget.
Matchende "spor" i Koranen
-
Sura 25 - De siger: "Det er sagn fra de tidligere slægter, som han har skrevet af, for de bliver dikteret for ham morgen og aften."(25:5)
-
Sura 35 - Det, som Vi har åbenbaret dig af Skriften, er sandheden, til bekræftelse af det, der forelå inden da... (35:31)
-
Sura 26 - Frygt Allah, og adlyd mig!" (26:108)
-
Sura 16: - Vi ved godt, at de siger: "Den, der lærer ham det, er kun et menneske!" Men den, de hentyder til, taler ikke arabisk, og dette er klart arabisk sprog (16:103).
-
Sura 29 - Du har aldrig læst noget skrift op førhen, ej heller skrevet noget med din højre hånd. Ellers ville de, som kalder det bedrag, kunne tvivle (29:48).
Muhammed leder de andre profeter i bøn.
Det spidser til i Mekka
7. Tingene spidser til i Mekka
10 år efter Muhammeds første åbenbaringer og mange fornærmelser senere, reciterede han stadig sine åbenbaringer offentligt i Mekka. Quraysh-stammens ledere havde flere gange bedt Muhammeds onkel Abu Talib om at få ham til at stoppe fornærmelserne mod deres guder og deres forfædre, men uden held. Det betød, at de i stedet spottede Muhammeds budskab, udfordrede hans påstande, pirkede til han svage punkt - nemlig at han ikke kunne levere et troværdigt tegn - og de kaldte det hele for løgn.
De af Muhammeds følgere, som ikke havde høj status i samfundet, blev ifølge den islamiske fortælling forfulgt, og nogle måtte derfor flygte til Abyssinien. I en periode på et par år iværksatte Quraysh også en boykot mod Muhammeds familie (Hashim), for at få dem til at fjerne beskyttelsen af ham. Efter at Khadija og Abu Talib døde i 619 blev situationen mere tilspidset. Åbenbaringerne fra perioden handler om Allahs straf og dommedag, og på et tidspunkt bad Muhammed Allah om snart at lade straffen ramme de vantro.
Nogle mænd fra Medina blev under en pilgrimsfærd imponerede over Muhammed. I håb om at han kunne mediere i deres indbyrdes stridigheder, inviterede de ham til Medina som profet. I 622 aflagde de et løfte om at adlyde Muhammed, herunder også yde ham støtte med våben. Herefter opfordrede Muhammed muslimerne til at emigrere til Medina, blandt andet ved at fortælle historien om Lot, som jo forlod Sodoma inden byen blev udslettet af Allah.
Ca. 150 mænd og kvinder udvandrede fra Mekka til Medina. Muhammed var den sidste, der forlod Mekka. Ifølge islamisk tradition ville Mekkanerne slå ham ihjel, da de nu så ham som en reel (militær) trussel. Men Muhammed snød dem ved at lade sin adoptiv-/svigersøn Ali ligge i sin seng. Quraysh dræbte ikke Ali. Han blev i stedet blev nogle dage for at afvikle Muhammeds forretninger.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 41 - De, der er vantro, siger: "Hør ikke på denne Koran! Snak løs imens! Måske kan I undertrykke den!" (41:26)
-
Sura 43 - Enten bringer Vi dig bort, for Vi vil tage hævn over dem, (43:41)
-
Sura 21 - Han [Muhammed] sagde: "Herre! Døm med sandhed!" (21:112)
-
Sura 29 - Mine tjenere, I, der tror! Min jord er vid! Det er Mig, I skal tjene! (29:56)
Guidet tur: Islamofobi i Koranen - Blev muslimerne fordrevet?
Udvandringen til Medina, hvor Muhammed var blevet lovet status som profet.
Jøderne mistænkeliggøres
8. Medinas jøder nægter at tro på Koranen og mistænkeliggøres
Islams tidsregning starter i 622 med ankomsten til Medina. Da Muhammed og hans tilhængere ankom, var Medina beboet af 8 arabiske og 3 jødiske klaner. Flere af de arabiske og jødiske klaner havde alliancer med hinanden. Noget af det første, Muhammed gjorde, var at lave den såkaldte Medina-konstitution. De 8 arabiske stammer blev nu en islamisk ummah, og Allah og Muhammed skulle afgøre stridigheder. Jøderne blev i dokumentet udpeget som en særlig gruppe på grund af deres religion. De havde ret til at dyrke deres religion og få beskyttelse, så længe de "fulgte" Muhammed og var loyale.
Men loyalitet var ikke nok. Muhammed ønskede, at jøderne skulle tro på Koranen og anerkende ham som Allahs profet. Det var vigtigt for hans troværdighed og legitimitet i forhold til den nye ummah (hvoraf en del var skeptiske) at jøderne, som jo havde "fået" Toraen, Allahs tidligere skrift ifølge Muhammed, kunne bekræfte ham. Han havde jo fortalt, at Koranen var en bekræftelse af de tidligere skrifter. Men det ville de ikke. Muhammed fik derfor den ene åbenbaring efter den anden, som mistænkeliggjorde og endda forbandede jøderne.
Efter en åbenbaring fra Allah om, at Skriftens folk aldrig ville blive "tilfredse" med ham, satsede Muhammed 100 procent på at vinde araberne. Deres pilgrimsfærd og dens ritualer (som ifølge islam var hedenske skikke knyttet til Kabaen i Mekka) indlemmet i islam. Bederetningen blev vendt fra Jerusalem til Mekka, og det blev åbenbaret, at Kabaen var bygget af Abraham og Ismael. Ummahen fik besked på ikke at være venner med andre end muslimer. De, der var det, blev kaldt hyklere.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 2 - Når man siger til dem: "Tro på det, som Allah har sendt ned!" siger de: "Vi tror på det, som er blevet sendt ned til os!" De tror ikke på det, der er kommet til derefter, selvom det er sandheden til bekræftelse af det, de allerede havde før. Sig: "Hvorfor har I tidligere slået Allahs profeter ihjel, hvis I er troende (2:91)
-
Sura 3 - I, der tror! Tag jer ikke fortrolige venner uden for jeres egen kreds! De vil uafladeligt gøre jer forvirrede! De elsker, når I har modgang. Hadet er tydeligt kommet til udtryk gennem deres mund, men hvad deres hjerte gemmer, er endnu værre. (3:118
Ismael. Ifølge Koranen hjalp han Abraham med at bygge Kabaen. Han sætter med sit udsagn fingeren på en af årsagerne til jødernes manglende tro på Koranen.
Karavaneoverfald
9. Karavaneoverfald
Da muslimerne fra Mekka ankom til Medina, måtte de leve på deres hjælperes nåde. De havde ikke meget med sig. Mange af dem tilhørte "underklassen". Efter 6 måneder begyndte Muhammeds mænd at overfalde mekkanske handelskaravaner. Muhammed kaldte det at kæmpe for Allahs sag, og han kaldte det gengældelse for, at muslimerne var blevet fordrevet fra Mekka.
De første angreb var ikke så succesfulde, men i januar 624 angreb muslimer en Karavane ved Nakhla sydøst for Mekka. Det skete i den hellige måned, hvor det ellers var forbudt at kæmpe. En af overfaldsmændene havde raget sit hoved, sådan som man gjorde, når man skulle på pilgrimsfærd, så karavanefolkene troede ikke, at de ville blive angrebet. Føreren af karavanen blev dræbt, og der blev taget bytte og to fanger.
Tilbage i Medina var folk rystede over, at den hellige måneds fred var blevet brudt, og Muhammed blev først vred over det. Men så fik han en åbenbaring om at det, som mekkanerne havde gjort, var værre end drab. Og dermed var overfaldet og drabet jo "retfærdig gengældelse". Muhammed tog sin del af byttet, og kort efter fik han støtte fra en af de arabiske ledere i Medina, som herefter selv indvilligede i at deltage i overfald. På Wikipedia bliver overfaldet ved Nakhla kaldt: "the first successful Muslim military operation"
"Spor" i Koranen:
-
Sura 2 - Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! (2:191)
-
Sura 2 - De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: "At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt." Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. (2:217)
Guidet tur: Jihad i Koranen - Dræb de vantro
Muhammeds muslimer overfaldt mekkanske karavaner.
Muslimernes store slag
10. Muslimernes store slag mod karavanen
På et tidspunkt skulle en rig mekkansk karavane passere tæt forbi Medina på vej mod Syrien, og Muhammed besluttede at angribe den. Mekkanerne havde - belært af de tidligere overfald - sendt en hær med for at beskytte karavanen. I marts 624 angreb muslimerne karavanen og hæren ved Badr syd for Medina.
Ifølge den islamiske fortælling var mekkanernes hær var langt i overtal, men muslimerne vandt ved Allahs hjælp: 1000 engle kom dem til undsætning. Muhammeds mænd havde ganske vist set fjenden som fåtallig, men det var fordi Allah havde fortryllet dem, så de så det sådan. I "virkeligheden" var fjenden tre gange så mange som muslimerne. Mændene så heller ikke englene, men det var fordi Allah havde lagt en døs over dem.
70 mekkanere, herunder flere af deres respekterede ledere, blev dræbt, og 70 blev taget til fange. To af fangerne blev henrettet på Muhammeds ordre, fordi de i særlig grad havde fornærmet ham i Mekka. Der blev taget masser af bytte, og Muhammed fik som profet en femtedel af det. Sejren ved Badr konsoliderede Muhammeds magt i Medina, og det regnes som det første af "islams store slag".
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 8 - Da bønhørte Han jer: "Jeg vil forstærke jer med tusind engle (8:9)
-
Sura 8 - Da Han lod en døs falde over jer, (8:11)
-
Sura 8 - når I tager [...] bytte, så tilhører en femtedel deraf Allah og Udsendingen (8:41)
-
Sura 8 - Da I befandt jer på den nærmeste dalskråning og de andre på den fjerneste, med karavanen neden for jer! (8:42)
-
Sura 8 - dengang I stødte sammen, lod [Han] jer se dem, så de i jeres øjne så ud til at være få .. (8:44)
Guidet tur: Jihad i Koranen - Hug over halsen
Slaget ved Badr. Var det i virkeligheden et karavaneoverfald i lidt større skala?
Drab på digterne
11. Drab på digterne
Nogle i Medina var rystede over at høre, at Muhammeds muslimer havde dræbt "deres egne" fra Mekka. Troskab over for klan og stamme var en helt basal værdi i det arabiske klansamfund. Kritikere som Kab ibn al-Ashraf, Asmaa bint Marwan og Abu Afak blev dræbt - snigmyrdet - efter ordre fra Muhammed - eller med hans bifald - kort tid efter Slaget ved Badr. De havde alle digtet kritiske digte om Muhammed, og Kab havde været uklog nok til at vende tilbage til Medina efter at have været en tur i Mekka og skrevet digte om at hævne de døde fra Badr.
Matchende hadith:
-
Sahih Bukhari 3031 - "The Prophet said, "Who is ready to kill Ka`b bin Al-Ashraf who has really hurt Allah and His Apostle?"
Asmaa bint Marwan sover sammen med sine børn inden hun snigmyrdes. (Prophet Muhammad illustrated)
Fordrivelse og massakre
12. Fordrivelse og massakre på jøderne
Kort efter sejren ved Badr blev den første af de tre jødiske klaner i Medina - Banu Qaynuqa - forvist. En episode på markedspladsen, som udviklede sig, førte til, at Muhammeds krigere belejrede Qaynuqas befæstede bydel, indtil de overgav sig. Der blev gjort klar til deres henrettelse, men deres tidligere allierede - Abdallah ibn Ubayy - som var indflydelsesrig i Medina, talte deres sag, og Muhammed nøjedes med at forvise dem. Deres ejendom tilfaldt muslimerne.
I marts 625 led Muhammeds muslimer nederlag til mekkanerne ved Uhud. Der var utilfredshed i Medina, hvor mange jo nu havde lidt tab på grund af Muhammeds krigsførelse. Efter nederlaget angreb Muhammed nu den anden jødiske klan, Banu Nadir. Muhammed fik en åbenbaring om at Allah ville give muslimerne hvad Han havde lovet dem. Derefter fik Banu Nadir ti dage til at overgive deres ejendom og forlade Medina. Banu Nadir forskansede sig i deres bydel og håbede på hjælp fra deres tidligere allierede. Men ingen kom dem til hjælp, og efter ugers belejring de blev forvist fra Medina. Deres ejendom tilfaldt Muhammed, som blev økonomisk uafhængig og gav resten til de fattige indvandrere fra Mekka.
I 627 belejrede mekkanere Medina i Slaget ved graven. Mekkanerne endte med at drage hjem med uforrettet sag, men belejringen var hård, og moralen faldt hos muslimerne. Der var igen utilfredshed med Muhammeds krigsførelse. Efter belejringen fik Banu Qurayza skyld for ikke at have været loyale og dermed have forbrudt sig mod Medina-konstitutionen, ligesom også Banu Nadir og Banu Qaynuqa tidligere var blevet beskyldt for. Muhammeds krigere belejrede Banu Qurayza, og til sidst overgav de sig. 600-900 mænd fra klanen blev henrettet, mens kvinder og børn blev fordelt som slaver. Muslimerne overtog deres ejendom.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 8 - Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige (8:58)
-
Sura 59 - [Allah] drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger [...] de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Allah. (59:2)
-
Sura 33) - [Allah] fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange (33:26)
Guidet tur: Koranen og jøderne
Banu Qurayzas mænd og unge drenge henrettes.
Muhammeds sexliv
13. Muhammeds sexliv
Muhammed fik i kraft af sin position særlig tilladelse fra Allah til at tilfredsstille sine seksuelle lyster. Efter Khadijas død blev han i 620 gift med Sawda, og kort efter blev han gift eller trolovet med sin tætteste følgers 6-årige datter Aisha. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet, da hun var ni.
I 627 var Muhammed nået op på de fire tilladte koner, da han blev tiltrukket af sin adoptivsøn Zayds smukke kone Zaynab. Allah gav nu tilladelse til, at man godt kunne gifte sig med adoptivsønners ekskoner, hvilket ellers tidligere havde været betragtet som incest, og kort efter blev der givet tilladelse til, at Muhammed som den eneste kunne have mere end fire koner. Muhammed var på det tidspunkt 57 år, og for at forebygge, at de unge smukke koner skulle friste andre, blev det nu åbenbaret, at de skulle tildækkes.
Muhammed fortsatte med at tage koner og slavinder. Blandt andet tog han den smukke enke Rayhana efter massakren på Banu Quayza (hvor hendes mand og mandlige slægtninge blev halshugget). Hun afslog at blive gift med ham og blev i stedet hans slave. Flere gange skete det, at han giftede sig med smukke unge kvinder fra stammer, muslimerne havde besejret, og som var taget som bytte.
Allah hjalp også Muhammed på hjemmefronten. Det skete blandt andet, da hustruen Hafsa greb ham med slavinden Maria i hendes seng. Her kom Allah med en åbenbaring, der truede konerne med skilsmisse, da de blev sure på ham.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 33 - For der skal ikke skal være noget til hinder for, at de troende ægter hustruer af deres adoptivsønner (33:37)
-
Sura 33 - Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte [...] samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende. Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende (33:50)
-
Sura 66 - Måske ville hans Herre, hvis han skilte sig fra jer, give ham hustruer i stedet, der var bedre end jer: (66:5)
Guidet tur: Kvinder i Koranen
Zaynab, Muhammeds svigerdatter, gift med hans adoptivsøn Zayd. På grund af hende blev adoption afskaffet.
(Prophet Muhammed Illustrated)
Sejren og byttet
14. Fredstraktat med Mekka og overfald på Khaybar
I marts 628 drog Muhammed mod Mekka med 1400 mand, klædt som pilgrimme. Mekkanerne ville ikke lukke dem ind i Mekka, og enden blev en fredsaftale, den såkaldte Hudaybiyyah-traktat, som lovede 10 års fred og gav muslimerne lov til at komme til Mekka på pilgrimsfærd året efter.
Flere var skuffede over traktaten, og nogle af de dedikerede kom i tvivl om, hvor vidt Muhammed var Allahs udsending. Dels havde de forventet sejr og bytte med Allahs hjælp, dels måtte Muhammed ydmygende gå med til ikke at underskrive sig som Allahs udsending. Som svar på skuffelsen blev der nu åbenbaret en sura (Sejren), som erklærede traktaten for en sejr og lovede, at der ventede muslimerne en forestående sejr og masser af bytte.
Seks uger senere angreb 1600 muslimer oasen Khaybar, som var befolket af jøder. Det var et overraskelsesangreb. Der blev taget slaver og bytte, og jøderne fik lov til at blive boende i Khaybar, nu med status som dhimmier. Det betød, at de boede der på muslimernes nåde og nu skulle aflevere halvdelen af deres udbytte til muslimerne. Efter Muhammeds død forviste Umar, den 2. kalif, jøderne fra Khaybar.
Muhammed tog sig en hustru i Khaybar, Safiyah, efter at hendes mand Kinana var blevet tortureret og dræbt. Men en jødisk kvinde serverede ham noget lammekød, som var forgiftet. Forgiftningen plagede ham resten af hans liv og var muligvis årsagen til hans død.
I fred for mekkanerne drog Muhammeds krigere nu ud på det ene togt efter det andet.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 48 - Vi har givet dig en åbenlys sejr; (48:1)
-
Sura 48 - Allah lovede jer meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer. Han holdt menneskenes hånd borte fra jer. (48:20)
-
Sura 48 - Muhammed er Allahs udsending, og de, der er med ham, er strenge over for de vantro, men barmhjertige mod hinanden. (48:29)
Guidet tur: Koranen og jøderne - Byttet i Khaybar
Ruinerne af de gamle forter i Khaybar, hvor der på Muhammeds tid havde boet jøder i 1000 år
Erobringen af Mekka
15. Erobringen af Mekka
I 630 drog Muhammed til Mekka, denne gang med en hær på 10.000 mand. Overmagten var så stor, at mekkanerne overgav sig stort set uden blodsudgydelse. Quraysh-stammens leder Abu Sufyan konverterede til islam med det argument, at det nu havde vist sig, at de andre guder var ineffektive i at beskytte Mekka, og at Allah derfor måtte være eneste gud. (Ifølge Ibn Ishaq blev han dog også truet med at miste hovedet).
Muhammeds mænd gik nu til Kabaen og ødelagde alle afgudsfigurerne der. Muhammed beordrede, at der ikke skulle være blodsudgydelse, bortset fra 10 personer, som skulle henrettes. De havde alle spottet Muhammed og Koranen. Nogle af dem reddede dog livet ved at konvertere, mens andre blev dræbt.
Mange mekkanere konverterede med det samme, selvom Muhammed ikke umiddelbart beordrede det. Men de, der ikke konverterede straks, måtte senere konvertere, da åbenbaringen af sværdverset i 632 satte en definitiv stopper for polyteismen i Mekka.
Kort efter erobringen af Mekka drog Muhammed mod mekkanernes ærkerivaler fra byen Taif med en hær på nu 12.000 mand. De mødtes i Slaget ved Hunayn, som gav et enormt krigsbytte til Muhammeds hær, der nu også rummede en del nykonverterede.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 57 - De af jer, der gav bort og kæmpede før sejren, de står ikke på lige fod med, men har højere rang end dem, der først gav bort og kæmpede, efter at sejren var vundet. Men til alle har Allah lovet Det Skønneste (57:10)
-
Sura 57 - De, der tror, er det ikke på tide, at deres hjerte ydmygt underkaster sig Allahs påmindelse (57:16)
-
Sura 9 - Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! ... (9:5)
Muhammed vender tilbage.
Opgør med hyklerne
16. Opgør med hyklerne
Gennem hele Muhammeds tid i Medina havde der været problemer med "hyklere", dvs. folk der ikke var "rigtigt troende" (dvs. ikke adlød Allah og Udsendingen ordentligt), og som var venner med jøder, kristne eller afgudsdyrkere eller ikke bakkede op om Muhammeds krigsførelse. En del vers i Koranen - faktisk en hel sura - er dedikeret til at fortælle, at Allah vil straffe hyklerne.
Den mest prominente hykler var Abdallah ibn Ubayy, som var leder af den arabiske stamme Khazrai i Medina. Det var ham, som i 624 talte Banu Qaynuqas sag, så de ikke blev henrettet, men det var også ham, som i 625 undlod at komme Banu Nadir til undsætning. Han var tilstrækkelig magtfuld til at Muhammed ikke kunne skaffe ham af vejen.
I 630 var Abdallah ibn Ubayy en af dem, der talte imod Muhammeds "ekspedition" mod en påstået byzantinsk hær i Tabuk, en ekspedition som flere valgte at "pjække" fra og blive hjemme. Nogle af dem, som Muhammed anså for hyklere, havde på det tidspunkt bygget moskeen al-Dirar i Medina.
På vej hjem fra Tabuk fik Muhammed en åbenbaring om moskeen, som fik ham til at sende nogle krigere i forvejen og brænde moskeen. Kort efter døde Abdallah ibn Ubayy. Den opposition, der måtte have været til Muhammed i Medina, var nu væk. Det var farligt at være hykler, for Allah havde erklæret hyklerne for "gudløse" og opfordret til at de skulle bekæmpes ligesom de vantro.
Matchende "spor" i Koranen:
-
Sura 9 - Hyklerne er ængstelige for, at en sura skal blive sendt ned over dem (9:64)
-
Sura 9 - Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! (9:73)
-
Sura 9 - De hadede at kæmpe for Allah sag med deres ejendom og liv (9:81)
-
Sura 9 - De, der har taget sig et bedehus, til fortræd og i vantro, for at skabe splid imellem de troende og som støttepunkt for dem, der tidligere førte krig mod Allah og Hans udsending, de sværger: "Vi ville kun det bedste!" Men Allah er vidne: De lyver! (9:107)
Hyklerne gad ikke kæmpe ved Tabuk. Men det gjorde ikke så meget, for den byzantinske hær var ikke at finde. Kortet: Wikimedia Commons
Muhammeds død
17. Muhammeds død
Muhammed opnåede inden sin død at underlægge sig en stor del af Arabien. Kort før sin død i 632 holdt han er farvelprædiken på højen Arafat i Mekka. Her opfordrede han muslimerne til at holde fast i Koranen og hans eget eksempel og holde fred med hinanden.
Han fik dog ikke udpeget en efterfølger - i hvert fald ikke tydeligt nok, idet shia-muslimer og sunni-muslimer har været uenige om arvefølgen lige siden. Ifølge en hadith turde hans følgere ikke bringe ham noget at skrive med på hans dødsleje, fordi de var bange for, hvad han kunne finde på at skrive. Han nåede dog på dødslejet at bede Allah forbande jøderne og de kristne.
Muhammed døde ifølge den islamiske tradition af eftervirkningerne af det forgiftede lammekød, han havde spist i Khaybar. Det skulle have "skåret hans pulsåre over" - eller i hvert fald har det føltes sådan. Nogle mener, at en hjerneblødning gjorde det af med ham til allersidst, idet han efter sigende skulle have haft dødserektion. Han døde hos Aisha, hans yndlingshustru. Hans følgere sørgede dybt, og nogle af dem - heriblandt hans tro fælle Umar - nægtede at tro på, at han var død. De troede, at han ville genopstå. Men En anden tro følger, Abu Bakr, som blev den første kalif efter Muhammed, fik dog talt Umar til fornuft, så Muhammed kunne blive begravet. Dette gjorde han ved at henvise til disse koranvers:
-
Du skal dø, og de skal dø (39:30)
-
Muhammdd er kun en udsending, som andre udsendinge, der var før ham. Vil I vende om på hælen, hvis han skulle dø eller blive dræbt? (3:144)
Abu Bakr pointerede også, at ingen har ret til at blive tilbedt ud over Allah, at Muhammed kun var et menneske, og at mange profeter var døde før ham.
Da Muhammed døde blev også Allah tavs.
Muhammeds dødsleje. De turde ikke give ham skriveredskaber, jf Sahih al-Bukhari 5669. (Du skal ikke spekulere på, hvordan det passer med historien om, at han ikke kunne læse og skive ...)
bottom of page